Efter ophedet debat ændrede regeringen ordlyden på stemmesedlen – nu blotlægger en Gallup-undersøgelse, hvad det betyder

Kan man stille tre spørgsmål til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet til de samme mennesker og få vidt forskellige svar? Ja, det viser en ny, opsigtsvækkende Gallup-måling, hvor mere end hver tiende respondent svarer forskelligt alt efter ordlyden. Målingen viser også, at den nye ordlyd på stemmesedlen 1. juni er et reelt kompromis mellem ja- og nej-siden, mener forsker.

Det var udenrigsminister Jeppe Kofod (S), der før påske meddelte, at spørgsmålsformuleringen på stemmesedlen 1. juni nu blev ændret. »Nu skærer jeg igennem og kommer nej-siden fuldt i møde,« erklærede han. Mads Claus Rasmussen

Slår man op på Google, tilskrives så forskellige skikkelser som den oldgræske filosof Aristoteles, den romerske digter Horats og selveste Buddha ideen om den såkaldte gyldne middelvej.

Uanset oprindelsen synes regeringen i hvert fald nu endelig at have fundet selvsamme, efter at den før påskeferien – og oven på flere dages hård kritik – valgte at ændre ordlyden på den stemmeseddel, som danskerne skal besvare til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet 1. juni.