Efter måneders restriktioner: Nu kan du frit købe håndkøbsmedicin igen

Apoteker har siden 12. marts kunnet straffes med bøde, hvis de ikke overholdt de strengere regler for udlevering af håndkøbsmedicin. Fredag er reglerne ophævet, og man kan nu igen købe medicin som før.

I mere end to måneder har Lægemiddelstyrelsen nedsat skrappe regler for, hvor meget håndkøbsmedicin man må købe. Overtrædelser kunne føre til bøder for apotekerne. Men fra fredag ophæves restriktionerne. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Efter måneder med strengere regler for køb af medicin ophæver Lægemiddelstyrelsen nu begrænsningen af håndkøbsmedicin. Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Det betyder, at apoteker, supermarkeder, kiosker og andre med tilladelse til at sælge håndkøbsmedicin igen kan sælge mere end én pakning af samme type håndkøbsmedicin pr. kunde.

Begrænsningen af salg af håndkøbsmedicin har gjaldt siden 12. marts, hvor sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) aktiverede dele af lægemiddelberedskabet, som betød, at man ikke længere kunne købe mere receptpligtig medicin på apoteket end det, der svarer til ens normale forbrug. Samtidig var der begrænsninger på, hvor meget håndkøbsmedicin man kunne købe i butikker.

Indtil i dag, 29. maj, kunne man kun købe en pakke af hver type medicin med det samme aktive indholdsstof.

I særlige tilfælde kunne man imidlertid få udleveret samme lægemiddel til børn i en anden form eller styrke på apoteket.

Fulgte apotekerne imidlertid ikke de strammere regler, kunne de straffes med bøder – et tiltag, som ifølge Danmarks Apotekerforening undrede apotekerne.

»Jeg synes, at det er et uheldigt signal, at man truer apotekerne med bøde,« sagde Apotekerforeningens formand, Anne Kahns, i en pressemeddelelse 14. marts.

Ophævelsen gælder for alle håndkøbslægemidler med undtagelse af paracetamol til børn, som fortsat begrænses for at sikre, at der er nok til de, der har størst behov.

»Vi er nu ude ovre den usikkerhed, der prægede situationen for håndkøbsmedicinen i den første fase af udbruddet, og vi er glade for, at vi derfor nu kan ophæve begrænsningen af størstedelen af salget i håndkøb,« siger enhedschef i Lægemiddelstyrelsen Merete Hermann i pressemeddelelsen.

Befolkningens købetrang har kunnet mærkes på landets apoteker, og allerede i februar meldte apoteker til DR om, at der var udsolgt af mundbind, efter den første person i Danmark var smittet med coronavirussen.

Lægemiddelstyrelsen skriver, at de fortsat følger situationen tæt for at kunne sætte ind, hvis behovet for begrænsning igen skulle opstå.

Coronakrisen har sat sine spor mange steder i samfundet og skabte også mangel på Danmarks beholdning af værnemidler til medarbejdere i sundhedsvæsenet.

Bulen er nu ved at rette sig ud, og 14. maj kunne Danske Regioner oplyse, at beholdningen af værnemidler havde undergået en forvandling, og at der nu var massevis af desinfektion, handsker, kitler, masker og visirer.