I de seneste uger har adskillige aviser bragt afslørende historier om, hvordan regeringen og sundhedsmyndighederne i dagene og ugerne lige før og efter nedlukningen af store dele af Danmark ikke just var helt enige om, hvordan coronatruslen skulle håndteres.
Flere gange har historierne haft Venstres store interesse og ført til beskyldninger mod regeringen for mørklægning af beslutningsgrundlaget for den historiske nedlukning. Men en oplysning i dagens udgaver af Berlingske, Politiken og Ekstra Bladet har fået Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, helt op af stolen.