Droner lammede lufttrafik over København i fire timer: Mistanke retter sig mod skibe i Øresund

Droneaktiviteten over Københavns Lufthavn mandag aften efterlader flere ubesvarede spørgsmål. Samtidig kredser mistanken om tre konkrete skibe, som droner kan være sendt fra.

Politiet og PET var tirsdag til stede ved Københavns Lufthavn, efter at den i fire timer mandag aften var lukket på grund af ulovlig droneaktivitet.
Politiet og PET var tirsdag til stede ved Københavns Lufthavn, efter at den i fire timer mandag aften var lukket på grund af ulovlig droneaktivitet. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix

Et 140 meter langt, russisk fragtskib med kaldenavnet »Astrol-1« gled mandag gennem Øresund, før det hen på aftenen sejlede langs Amagerkysten forbi Saltholm og Dragør, på vej mod Sankt Petersborg i Rusland.

Få timer senere så sikkerhedsfolk i Københavns Lufthavn store, lysende droner flyve ind over hegn og landingsbaner. De alarmerede øjeblikkeligt kontroltårnet, og klokken 20.30 stoppede flyvelederne al trafik til og fra lufthavnen på grund af faren fra dronerne.