DF vil bekæmpe central del af Løkkes sundhedsreform: »Det kaos ønsker vi ikke«

Skal regionerne nedlægges, vil regeringen overdrage ansvaret for 60 store social- og handicapinstitutioner til kommunerne. Det kan regeringen godt glemme, lyder meldingen fra DF.

Geelsgårdsskolen i Virum, der denne dag havde besøg af kronprinsesse Mary, drives af Region Hovedstaden, men er en af de 60 specialskoler og institutioner, som regeringen ifølge udspillet til en sundhedsreform, nu ønsker at overdrage til en kommune, når regionerne i deres nuværende form nedlægges. Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Det vil vi ikke være med til, for det vil skabe kaos og risiko for, at mange mennesker med sociale problemer og handicap bliver tabt på gulvet.

Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkeparti, som nu bebuder, at partiet vil bekæmpe en central del af regeringens storstilede sundhedsreform. Det er tale om den del af reformen, hvor der lægges op til at afskaffe regionerne i deres nuværende form for at overføre driften af en række store, regionale social- og handicapinstitutioner til kommunerne.