Det startede med en brændende dukke af Mette Frederiksen. Nu spekuleres der i politisk indblanding

I fjor blev en dukke med statsministerens ansigt klynget op i en lygtepæl af tre mænd under en demonstration mod coronarestriktionerne. Siden blev de tre sigtet efter nogle af straffelovens mest voldsomme paragraffer. Et prekært spørgsmål har rejst diskussionen om, hvorvidt der har været politisk indblanding i affæren.

En dukke forestillende Mette Frederiksen (S) hænger med et skilt om halsen med teksten: »Hun må og skal aflives« i forbindelse med en Men In Black-demonstration i København, lørdag den 23. januar 2021. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

På Frederiksberg danner en grå murstensbygning i flere etager i disse dage rammen om en historie, der nærmest er en spionroman værdig.

Den lokale byret behandler nemlig en sag, der involverer trusler, en afbrændt dukke og sigtelser for statskup. Det drejer sig om den såkaldte dukkesag, der har været vidt beskrevet i medierne – særligt i Ekstra Bladet – det seneste år.