»Det kan ikke være rigtigt, at 15-20 møgunger kan få lov at terrorisere et kvarter på den måde«

I flere år har beboere på Sigynsgade på Nørrebro klaget over en gruppe drenge og unge mænds støj, gaderæs, hærværk, trusler og overfald. Trods myndighedernes indsats oplever beboere, at problemerne fortsætter. Derfor begynder de nu selv at ændre adfærd.

Martin Slott Hansen, bestyrelsesformand i ejerforeningen på Sigynsgade 36-66 Maria Albrechtsen Mortensen

For flere beboere i en ejerforening på Sigynsgade på Ydre Nørrebro i København er det blevet en vane at bruge bagdøren i stedet for hoveddøren til deres opgang. De passerer et hegn ind til ejerforeningens have via en dør med jerntremmer og går via kælderen op til deres lejlighed. På den måde undgår de at skulle kringle sig forbi en gruppe drenge og unge mænd, der ofte hænger ud i et indhak foran opgangen.

Andre beboere opgiver periodevist at bruge deres soveværelse. De puster en luftmadras op hver aften og sover i stuen, fordi gruppen af drenge og unge mænd hører høj musik, råber og indimellem hamrer på ruden til deres soveværelse om natten.