Syv familier på Nørrebro mandsopdækkes af kommunen, for at sønnerne ikke ender som bandemedlemmer

Kommunale medarbejdere er inde over alt fra morgenrutiner i hjemmet, konflikter i skolegården og drenges fritid i et nyt tiltag, der skal modvirke, at en gruppe drenge fra syv familier på Nørrebro i København ender som bandemedlemmer. »Selv om det er forældres ansvar, så bor vi et sted, der er farligt,« siger en af mødrene.

Socialarbejder Mathilde Støvring taler med fire af mødrene i det kommunale projekt De Aktive Drenge. Asger Ladefoged

Hvem står op om morgenen og hvad tid? Hvem har ansvaret for at vække? I hvilket tidsrum spises der morgenmad? Og hvornår skal drengene ud af døren for at nå i skole til klokken 8.00?

Det er nogle af de spørgsmål, en familiekonsulent fra Københavns Kommune stiller en gruppe drenge og deres mødre via tolk en formiddag i et af kommunens lokaler på Indre Nørrebro. Mødre og drenge sidder ved hver deres bord med et A3-ark foran sig, hvor de skriver daglige rutiner ned.