Der er kommet langt mere trængsel på cykelstierne gennem de seneste ti år, hvor forundrede turister, mødre med motoriserede ladcykler, modne mænd på karbonstel og teenagere på løbehjul blander sig med den helt almindelige cykeltrafik af overforsigtige tilflyttere, åndsfraværende kærestepar og forstadshåndværkere, der parkerer varevognen midt på cykelstien.

Det viser Københavns Kommunes cykelredegørelse, som man i øvrigt ikke kan beskylde for at tegne et skønmaleri af cykellivet – i hvert fald ikke på forsiden, der viser cykeltrængsel i rigtigt møgvejr.

Desværre er det ikke kun andelen af cyklister, der stiger, men også andelen af uheld. Selv om antal alvorligt tilskadekomne cyklister er faldet fra 2018 til 2019, så er der en klar stigning over den længere periode fra 2010 til 2019.

»Når antallet af cyklistulykker holdes op mod de seneste års vækst i cykeltrafikken, er den relative risiko for at komme til skade som cyklist forbedret det seneste år, men ikke over en tiårig periode,« fremgår det af redegørelsen.

Målet er ingen dræbte

I 2019 registrerede politiet 120 cyklister, der kom alvorligt til skade, og to, der blev dræbt. Dertil kommer en række mindre alvorligt tilskadekomne. Men generelt er uheld på cykel stærkt underrapporterede. I 2018 svarede otte procent af københavnske cyklister selv, at de havde været i et trafikuheld inden for de to seneste år. I 2010 udgjorde cyklister 39 procent af politiregistrerede tilskadekomne. I 2019 var det tal steget til 58 procent. I 2010 var der 4,08 millioner kilometer mellem hver alvorlig cykelulykke, mens det var reduceret til 3,68 millioner kilometer i 2019.

»Således er der behov for en skærpet indsats, hvis Nulvisionens mål om ingen dræbte og alvorligt tilskadekomne skal nås i 2025,« hedder det i rapporten.

Det er især cyklister mellem 20-60 år, der kommer til skade. De mest hyppige ulykker er cyklister, der bliver kørt ned af højre- eller venstresvingende biler, og cyklister, der bliver kørt ned af modkørende venstresvingende bilister. Selv om der er meget fokus på højresvingende lastbilulykker, så står personbiler for to ud af tre ulykker.

Rent statistisk er sandsynligheden for, at det er københavnere, der sidder i bilen i ulykker, lille. Således råder de lidt mere end 600.000 københavnere over lige under 700.000 cykler og lidt under 150.000 biler. Der bliver foretaget lidt under 750.000 bilture over kommunegrænsen fra København i hverdage. Københavnere står selv for 40 procent af turene, mens besøgende står for 60 procent.

Der bliver cyklet knap 1,5 million kilometer på hverdage i København, mens bilister kører lige under fem millioner kilometer dagligt i hovedstaden.