Der lugter mere af sprit end af sved i fitnesscentret Repeat på Åboulevarden i København til trods for, at folk er strømmet til.

Klokken er 15.45 mandag, og centret har været åbent i tre kvarter efter at have ligget stendødt i næsten tre måneder. Strømmen er igen tændt, og løbebåndene snurrer og summer om kap med vægtløfternes smertefyldte støn. T-shirts og hættetrøjer skifter nuance, som de bliver gennemblødt af sved. En DJ sørger for den høje musik. Det er nu ikke i dagens anledning, hun står der såmænd hver mandag.

Bevæbnet med en dunk sprit går centerchefen rundt med et bredt smil. Gensynsglæden er stor, og han hilser på samtlige medlemmer, og der er dukket mange op.

»Det er overvældende at være tilbage, når vi har været taget ud af det hele så længe,« siger Rasmus Tornby Arendt, centerchef hos Repeat.

»Jeg kan mærke, at folk har savnet det. Der er store smil, og flere har købt nyt træningstøj, fordi de glæder sig. Det er lidt som at skulle til bryllup i nyt suit. For mange er det en rigtig stor dag,«

Rasmus Tornby Arendt er centerchef i Repeat på Åboulevarden i København.
Rasmus Tornby Arendt er centerchef i Repeat på Åboulevarden i København. Mathias Svold

Som en del af fremrykningen af fase 3 i genåbningen af Danmark må blandt andet fitnesscentrene nu igen holde åbent. Et af de centre, der er hurtig på aftrækkeren, er Repeat. Centret, der har døgnåbent, kan nu igen invitere folk indenfor. Natten til mandag kom de opdaterede retningslinjer, og mandag kl. 12 kunne Repeat melde ud, at dørene ville blive åbnet samme dag kl. 15.

Gul- og sort-stribet afspærringstape spærrer hvert andet løbebånd og vægtbænk og vidner om, at ikke alt er, som det plejer. Der er betydeligt mere plads end sædvanligt.

Det er vigtigt, at folk føler sig trygge, og at de ved, at vi tager retningslinjerne meget seriøst.

Sofaerne, hvor man kan pleje de pinte muskler, er fjernet og erstattet med ubekvemme betonbænke, og automaterne er lukkede, så der er nul proteinbarer at hente. Omklædningsrummene er tomme, gulvet er knastørt, og der ligger endnu ingen lange hår i risten over afløbet. Folk klæder om og bader derhjemme, selv om de godt må benytte omklædningsrummet.

Folk skal være trygge

Rasmus Tornby Arendt hopper rundt som en spændstig fjeder. Han vil gerne selv være på gulvet og synlig for medlemmerne, som han beskriver som »elever i en ungdomsklub, hvor han er lederen«. Fællesskab og god stemning er i højsædet hos Repeat, og han har savnet at se folk på gulvet. Da det er første dag, vil han sikre sig, at alle er tilpas.

»Det er vigtigt, at folk føler sig trygge, og at de ved, at vi tager retningslinjerne meget seriøst. Vi går rundt og vasker og spritter af, og vi tager højde for, hvordan folk står på løbebåndet, så de ikke peger ind mod hinanden«.

Fitnsscentret Repeat opfordrer folk til at træne på alle tidspunkter af dagen.
Fitnsscentret Repeat opfordrer folk til at træne på alle tidspunkter af dagen. Mathias Svold

Myndighedernes retningslinjer er ifølge Rasmus Tornby Arendt ikke besværlige at gå til.  Efterhånden er danskerne så vant til at spritte af, holde afstand samt være opmærksomme, at det kommer naturligt til dem. I centret er der nu længere mellem maskinerne, og så må der maksimalt være otte personer i omklædningsrummet ad gangen.

»Vi plejer ikke at være bussemænd med, at folk skal spritte af, for det har vi altid gået og gjort. Vi har altid vasket udstyret hver dag, nu gør vi det bare flere gange om dagen. Det er nemt at håndtere retningslinjerne. Vi har døgnåbent, så folk har mulighed for at sprede deres træning godt ud, og det opfordrer vi også folk til,« siger han.

»Vi ved normalt, hvor mange der er i centret på alle tidspunkter af døgnet, og vores medlemmer skal ikke bekymre sig om, om der er for mange mennesker ad gangen. Vi er sjældent halvdelen af det, der må være her på samme tidspunkt,« siger han.

Drømt om genåbningen

Svedperlerne pibler frem på panden, mens han løfter sin egen kropsvægt. De tatoverede overarme er af et ikke uimponerende omfang, dog kan de ikke løfte helt det samme, som de kunne inden nedlukningen. Overarmene sidder på den 27-årige studerende Mikkel Altmann, og han er en af dem, der jubler over genåbningen.

»Klokken havde kun lige passeret tre, da jeg stod her. Det er fantastisk at være tilbage og kunne lege igen.«

Siden begyndelsen af centrets levetid i 2016 har Mikkel Altmann været fast inventar. Under nedlukningen har han måttet tage alternative træningsmetoder i brug.

»Jeg har forsøgt at være kreativ derhjemme med utraditionelle midler med reb og tønder med vand i. Det har været sjovt at udfordre det almindelige, men jeg har savnet centret. Jeg har savnet vægtene mest. De er svære at efterligne hjemme,« siger han lettere forpustet.

Mikkel Altmann har trænet hjemme under nedlukningen og har benyttet sig af livetræninger via blandt andet det sociale medie Instagram.
Mikkel Altmann har trænet hjemme under nedlukningen og har benyttet sig af livetræninger via blandt andet det sociale medie Instagram. Mathias Svold

Der står 18 kilo på hver af de håndvægte, han løfter op i strakt arm. Han laver mange gentagelser. Selv om nedlukningen af legepladsen, som han kalder det, har holdt hårdt, så har den nægtede fitnessadgang haft en positiv bivirkning for ham.

»Jeg er faktisk i mit livs form nu, fordi jeg har været tvunget til at dyrke mere cardio, og jeg har også løbet en halvmaraton under nedlukningen. Jeg har faktisk tabt mig,« siger han.

Hvad faren for coronasmitte angår, føler han sig tryg. Han mener, der er styr på det i centret.

»Det er tydeligt, at der er gjort meget for, at der skal holdes afstand. Der er sprit overalt, og jeg føler mig 100 procent tryg heroppe.«

Det samme gør 23-årige Cecilie Skive. Hun føler sig »helt safe«. Hun er også studerende og har glædet sig til at kunne træne igen.

»Det er meget virkeligt at være tilbage. Jeg har haft drømme om, hvordan det ville være at komme tilbage, så det er virkelig fedt og dejligt.«

Cecilie Skive er glad for at være tilbage i fitnesscentret. Under nedlukningen har hun trænet hjemme i stuen.
Cecilie Skive er glad for at være tilbage i fitnesscentret. Under nedlukningen har hun trænet hjemme i stuen. Mathias Svold

Særligt har hun savnet fællesskabet i Repeat, og så har træningen hjemme i stuen været en udfordring.

»Jeg har købt vægte til at starte med og trænet hjemme på gulvet. Det har været mega svært. Både arbejde, træning og skole foregik fra det samme rum, det har været svært, fordi alt blev blandet sammen. Det er noget andet at have et sted at tage hen, det har jeg virkelig savnet,« siger hun.

Repeat har fem centre på landsplan, og alle er åbne igen. Dog er der fortsat ikke åbnet for holdtræning i centret. En af de store spillere på markedet, Fitness World, har mandag meldt ud, at de først genåbner centrene torsdag morgen. Hos SATS Danmark har de meldt ud, at også deres centre genåbner torsdag kl. 12.