»Det er gået nogle ledelsers næser forbi, hvad opråbet handlede om til at starte med«

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier – om den vedholdende coronakrise og de øvrige store begivenheder og samtaleemner i ind- og udland.

I dag er det ti måneder siden, at 322 kvinder i dansk politik lavede opråbet mod sexisme og overgreb. Men initiativtagerne efterlyser mere selvransagelse i partierne. Asger Ladefoged (arkivfoto)

Godmorgen og velkommen til det sidste morgenoverblik i juli måned 2021. DMI melder om en klassisk halvkølig dansk sommerdag. Så mens du skænker dig en kop af noget varmt, får du her dagens nyhedsoverblik.

Vi skal blandt andet forbi historien om Martin, der er krigsveteran og blev såret i Afghanistan, og som nu reflekterer over Danmarks indsats. Vi skal også runde, at tidligere overborgmestre anbefaler en helt ny styreform efter endnu en skandalesag i København, og til sidst skal vi forbi historien om initiativtagerne til #Enblandtos, der gør status efter ti måneder.

Hvis du helst vil have hænderne fri og i stedet lytte til dagens overblik, kan du gøre det her.

Før vi springer til dagens tophistorier skal vi for en god ordens skyld lige runde de seneste coronatal.

Og så videre til dagens historier.

Martin er krigsveteran og blev såret i Afghanistan. Han er stolt af sin egen indsats, men mener, at Danmark har svigtet

De vestlige tropper trækker sig nu ud af Afghanistan efter to årtier i landet. Men det helt store spørgsmål står nu tilbage: Er det alligevel for tidligt?

Berlingske har talt med blandt andre krigsveteranen Martin Paszkiewich Aaholm. Han ser sin personlige indsats i Afghanistan som en succes. Men han mener, at Danmark som aktør bør skamme sig.

Hvorfor?

»Fordi jeg ikke mener, at vi ikke har løftet det ansvar, vi tog fra befolkningen. Ser vi på det storpolitisk, synes jeg, at vi har svigtet. Vi påtog os en opgave og et ansvar for en masse mennesker, og nu siger vi i mine øjne: ‘Hej hej, klar jer selv,’ mens fjenden står klar på den anden side af porten,« lyder det blandt andet fra veteranen.

Læs hele den historie HER

Tidligere overborgmestre anbefaler helt ny styreform efter endnu en skandalesag i København

Berlingske har de seneste dage kunnet fortælle om ledelsessvigt og regelbrud i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

Embedsmænd i forvaltningen har i flere år ladet et underskud vokse til et større tocifret millionbeløb i en såkaldt aflønningsmodel – og samtidig camoufleret underskuddet ved at skrue på bagvedliggende tal, så underskuddet på knap 50 millioner kroner kom til at se mindre ud.

Nu melder to tidligere overborgmestre i København sig med et forslag om en grundlæggende ændring af styreformen i kommunen. For sagen er nemlig ikke enestående.

»Det har jo været en meget lang og forfærdelig fortælling om en forvaltning, hvor der har været rod i driften af organisationen ikke bare ét sted, men mange steder,« bemærker den tidligere socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen.

Læs hele den historie her

Vaccinekrigen raser i USA: Er du vaccineret, kommer du ikke ind!

Herhjemme i Danmark er reglerne for restaurantbesøg nogenlunde gennemskuelige. Har du et coronapas, dvs. er du vaccineret eller testet negativ for nylig, kan du få lov at komme ind at spise.

Nogle steder i USA er reglerne også ganske gennemskuelige. Men med omvendt fortegn. Hvis du bruger mundbind eller har fået en vaccine, kan du godt glemme det: ingen spaghetti carbonara til dig!

Det er historien om restaurant Basilico's i Huntington Beach i Californien og billedet på en vaccinedebat i USA, der i høj grad er drevet af politiske fløje frem for sundhed, og som risikerer at sende USA ud i endnu en coronabølge til efteråret.

Læs hele den historie her.

Er forbrydere gået fri? Politiet opgiver flere sager, og minister kaldes i samråd

Tilbage i 2019 præsenterede justitsminister Nick Hækkerup (S) en handlingsplan, der skulle prioritere personfarlig kriminalitet som blandt andet vold, voldtægt, drab, brandstiftelse, blufærdighedskrænkelse, røveri og trusler. Blandt andet skulle antallet af sager og sagsbehandlingstiden reduceres med 20 procent inden udgangen af 2020. I januar i år lød det så fra Rigspolitiet og Rigsadvokaten i en afsluttende statusrapport om indsatsen, at det var lykkedes.

Men tal fra Danmarks Statistik viser, at det især er ved at opgive sager mod sigtede for personfarlig kriminalitet, at det er lykkedes for anklagemyndigheden at reducere sagsbunkerne.

Det møder stor kritik fra Christiansborg. Blandt andet fra Venstre, der kalder det en »skandale«. Også SF og Dansk Folkepartis er kritisk. Partierne vil nu have justitsministeren til at svare på, om der er blevet opgivet sager, som reelt kunne have ført til en straf:

»Det er bestemt ikke den måde, vi forestillede os, at man skulle løse problemerne på. Hvis man begår voldsforbrydelser, skal man straffes hårdt og hurtigt,« siger Morten Messerschmidt.

Men Anklagemyndigheden afviser at have lukket sager, som – med yderligere efterforskning – kunne have ført til tiltale og dom.

Læs hele historien her.

#Enblandtos-initiativtagere: Partierne har forsømt at danne fælles front mod sexisme

Partierne har forsømt at danne fælles front mod sexisme og overgreb, som de ellers tilkendegav, at de ville. Sådan lyder det fra fire af de kvinder, der tog initiativ til #Enblandtos-opråbet, der satte fokus på seksuel chikane og magtmisbrug i dansk politik.

I dag er det ti måneder siden, at 322 kvinder i dansk politik lavede opråbet mod sexisme og overgreb. Men blandt andre Maria Gudme, der er blandt initiativtagerne og medlem af Socialdemokratiet, efterlyser mere handling:

»Det er gået nogle ledelsers næser forbi, hvad opråbet handlede om til at starte med. Vi så det som et generelt politisk problem og et demokratisk problem for alle. Men partierne håndterer sagerne i deres egne siloer og håber måske, de andre ender i mediemøllen,« siger hun blandt andet til Politiken.

Valgforsker og professor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet Rune Stubager, er ikke overrasket over, at partierne ikke har gjort mere. Ifølge ham skyldes det, at »ingen partier har lyst til at lufte deres beskidte vasketøj offentligt«.

Kvinderne frygter, at det kan blive et demokratisk problem, hvis ikke flere partier »rydder op« og gør en indsats, fortæller de.

Læs historien i Politiken.

Det sker i dag

OL fortsætter med flere interessante konkurrencer. Blandt andet skal det i dag klokken 14.00 afgøres, hvem der er den hurtigste kvinde i verden, når finalen i kvindernes 100-meter løb afvikles.

Herhjemme er der lagt op til et hadefuldt opgør i Superligaen, når Viborg klokken 16.00 tager imod lokalrivalerne fra FC Midtjylland.