Det bliver mere og mere mystisk i Sydsverige: Nu går justitsministeren ind i sagen om stenkast mod danske bilister
Justitsminister Nick Hækkerup (S) vil gå ind i sagerne om stenkast i Sydsverige og vil tage kontakt til sin svenske ministerkollega. Sagerne om stenkast mod danske bilister har medført hele 50 anmeldelser hos svensk politi over de seneste måneder.
Det er gået fra at ligne pudsige tilfældigheder til mærkværdige sammenfald, men nu kan man vist godt kalde episoderne i Sydsverige for et veritabelt mysterium. I hvert fald er der nu så mange eksempler på stenkast mod danske bilister, at justitsminister Nick Hækkerup (S) vil gå ind i sagen.
Motorvejen, hvor hændelserne sker, hedder E65, og strækningen, hvor flest har oplevet stenkast, løber omtrent 15 kilometer mellem de sydsvenske byer Ystad og Skurup.
Det første tilfælde hændte i april, men siden har svensk politi modtaget mere end 50 anmeldelser om stenkast mod danske bilister og kun danske.
»Jeg er alarmeret over beretningerne om, at danske bilister udsættes for systematiske stenkast i Sverige. Stenkast mod kørende biler er vanvittigt og direkte livsfarligt, og når et så stort antal danske bilister rammes, så giver det anledning til dyb bekymring,« siger Nick Hækkerup til DR.
Nu vil han tage kontakt til den svenske justitsminister, og han forventer, at svensk politi tager episoderne alvorligt, siger han.
Berlingske har talt med flere danskere, der på netop denne strækning i Sydsverige har oplevet, at sten med høj fart flyver mod deres biler. Nogle smadrer forruder, nogle rammer kølerhjelme og kofangere, men fælles for dem alle er, at ingen har set en gerningsmand.
Her ses forruden på en af de danske biler, der er blevet ramt af sten på E65 nær afkørslen til byen Rynge. Billedet er taget af bilisten og delt med Berlingske. Privat
»Vi sad netop og talte om, at det kunne være rart at komme tidligt frem, da vi blev afbrudt af et kæmpe brag. Man kunne mærke rystelserne i bilen,« siger Carsten Martlev Petersen.
»Vores forrude var blevet ramt. Så hårdt, at bakspejlet og regnsensoren hang og dinglede i kabinen. Det var så voldsomt, at jeg først troede, vi var blevet beskudt,« siger han.
Svensk politi satte i går politihelikoptere i luften over strækningen for at lede efter de mulige gerningsmænd.
Danmark har i de senere år oplevet eksempler på stenkast, som i nogle tilfælde har været fatale. Det har været hændelser, hvor gerningsmænd har kastet sten og fliser fra broer på danske motorveje.
Men der er efter sigende ingen broer i nærheden af, hvor de danske bilister i Sydsverige bliver ramt.
Del:
Andre læser også
Indland
I Danmark valgte vi at gå langsommere frem – de hurtige vaccinebeslutninger truer nu Storbritanniens coronasucces
Indland
Han er blevet kaldt for »dommedagsmanden over dem alle« – men hvor bekymret er Allan Randrup Thomsen egentlig?
Indland
Sugardating findes også blandt velstillede unge: »De gør det af nogle helt andre grunde end pengene og gaverne«