Godmorgen og velkommen til dagens nyhedsoverblik.
Julen er normalt folkekirkens travleste tid, men ikke i år, hvor biskopperne i sidste øjeblik har skiftet mening og nu opfordrer til, at præsterne ikke holder julegudstjeneste i kirkerne.
Måske skal folkekirken til at vænne sig til færre kirkegængere. Berlingske skriver i dagens avis, at kun hvert tredje lille barn i hovedstadsområdet nu er døbt.
Og så hærger indbrudstyve i øjeblikket især i hovedstadskommunerne.
Nyhedsoverblikket kommer også forbi de vacciner mod coronavirus, som lørdag ankommer til Danmark. Og selvfølgelig Bornholm.
Seneste coronaudvikling
Først en coronaopdatering: Det går generelt den rigtige vej, selvom smitten stadig er på et højt niveau, siger både sundhedsmyndigheder og eksperter. For anden dag i træk ligger positivprocenten – andelen af positive ud af gennemførte prøver – under to procent.
Tallene:
Bekræftede smittede i Danmark: 143.472 (3.297 nye smittede).
Antal indlagte: 720 (132 flere end dagen før).
Antal indlagte på intensiv: 91 (53 i respirator).
Antal bekræftede døde i Danmark: 1.096 (26 flere end dagen før).
Antal bekræftede smittede på verdensplan: 78.437.021.
Antal bekræftede døde på verdensplan: 1.725.311.
Færrest døbes i hovedstadsområdet
Dåbsprocenten er i mange år faldet i København, og således blev 38,2 procent af de nyfødte i København i 2018 døbt mod 54,5 procent i 2000.
Faktisk er folkekirkemedlemsprocenten blandt de 0-4-årige i dag alene i Københavns Kommune nede på 30,8 mod 39,4 i 2011.
I Helsingør Stift – stiftet med næstfærrest døbte småbørn – går udviklingen i samme retning.
Ifølge Helsingør Stifts nyvalgte biskop, Peter Birch, vidner udviklingen om, at dåben er blevet »et traditionselement, som flere og flere nybagte forældre forholder sig vælgende til«.
Læs hele historien her.
Bliver det jul i kirken?
Et af de helt store spørgsmål for landets præster og kirkegængere har de seneste dage været, om der i 2020 vil blive fejret jul i kirken. Folkekirkens biskopper har holdt fast i at holde julegudstjenester i kirkerne på trods af risiko for smitte med coronavirus.
Men nej, det bliver næppe jul i landets kirker.
I sidste øjeblik har biskopperne skiftet mening og fraråder nu julegudstjenester – ligesom i øvrigt Provsteforeningen, Præsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsråd gør.
Folkekirken begrunder anbefalingen til landets præster med, at myndighederne sent er kommet med anbefalinger til, hvordan gudstjenesterne kunne afholdes forsvarligt.
»Da vi først få timer før juleaften har modtaget retningslinjerne, vurderer vi, at det vil være vanskeligt at gennemføre julegudstjenesterne (…) Det er derfor med stor beklagelse, at vi ikke kan anbefale at afholde gudstjenesterne i julen frem til Hellig tre Kongers søndag den 3. januar,« fremgår det af en pressemeddelelse fra Folkekirken.
For to dage siden fortalte sognepræst Line Hage fra Sundby Kirke, at biskopperne havde udstedt påbud om at holde julegudstjeneste til præster, som ville aflyse på grund af smittefare.
»Det startede med en kirke i Jyllinge, der meldte ud, at de ville aflyse, men de fik så pålæg fra deres biskop om, at de skal holde en gudstjeneste. Jeg synes jo godt, at man i København, hvor smittetrykket er så højt, kunne sige, at man måtte aflyse. Men Amagerbro Provsti har sendt ud til kirkerne, at vi skal holde vores gudstjeneste. Vi kommer alle sammen til at stå på mål for, at biskopperne er nogle klaphatte. Jeg føler mig virkelig svigtet,« sagde sognepræst Line Hage til Ugeavisen.
Københavns Stift henviste på det tidspunkt til, at man fulgte myndighedernes retningslinjer.
I en landsbykirke blev 12 ud af 18 tidligere på måneden smittet med coronavirus under en sangaften, selvom alle deltagere ifølge TV 2 bar ansigtsmaske og havde to meter mellem sig, mens de sang. Desuden blev mindst 25 personer med tilknytning til Pinsekirken i Thisted ifølge Nordjyske smittet under en gudstjeneste 6. december.
Ingen julebesøg på Bornholm
Sverige har på grund af risiko for coronasmitte forbudt indrejse fra Danmark med visse undtagelser, hvis man skal via Ystad til Bornholm.
Det betyder blandt andet, at man ikke må rejse til Bornholm og fejre jul, medmindre man har bopæl på øen.
»Hvis du spørger mig, om du må rejse til Bornholm og fejre jul med svigermor, så er svaret nej. Det er jo ikke akut,« siger Ewa-Gun Westford, pressetalsmand for politiet i Malmø, til Berlingske. Hun tilføjer, at formuleringen dækker over eksempelvis alvorlig, akut sygdom i familien eller begravelse.
Efter svenskernes pludselige grænselukning fulgte et kaotisk døgn. Men hvad skete der egentligt i den svensk-danske krig om adgangen til Bornholm? Det kan du læse her.
Indbrudstyve hærger hovedstadskommuner
De går efter rækkehuse og villaer i hovedstaden, og ligesom for kirkerne er julen deres højsæson. Indbrudstyve hærger i hovedstadskommunerne, kan man læse i Berlingske i dag.
Første og anden coronabølge havde ellers været med til at give indbrudstyve en ekstraordinær dårlig sæson, mens en stor del af danskerne var blevet hjemme. Aktuelle tal viser dog, at borgere i en række kommuner har oplevet flere indbrud nu, end før coronakrisen ramte.
Samtidig afviser politiet ikke, at endnu flere hjem vil opleve eller har oplevet ubudne gæster med lange fingre, når indbrudstallene i private hjem for hele året bliver gjort op.
Vacciner i punktform:
De første godkendte vacciner fra firmaerne Pfizer/BioNTech ankommer til Danmark lørdag.
Søndag klokken 9 bliver de første vaccinationer samtidigt givet i regionerne.
I første del af vaccineprogrammet skønnes 97.500 at kunne blive vaccineret, og borgere i risikogrupper og frontpersonale står forrest i køen.
En anden medicinalvirksomhed, Modernas, vaccine er netop godkendt i Canada og ventes godkendt i EU først i januar, hvorefter Danmark også vil begynde at modtage doser af denne vaccine.
Sundhedsmyndighederne oplyste på et pressemøde onsdag, at vaccinationsprogrammet i den danske befolkning vil være fuldt udrullet engang mellem januar 2021 og efteråret 2021. Det nærmere tidspunkt, hvor danskere kan vende tilbage til hverdagen, som den var før coronavirus, beror på, hvornår Danmark har fået vaccinedoser nok til landet.
Ifølge sundhedsmyndighederne er der ikke grund til at tro, at vaccinationerne ikke skulle virke mod de mutationer i coronavirus, der er opdaget den seneste tid.
Glædelig jul.