Særlig julestjerne er revet væk af danskerne: Salget er boomet vildt

Den berømte Christiansfelderstjerne er blevet solgt som aldrig før. Årsagen kan være coronatiden, lyder det fra forhandler.

Herrnhuterstjernen, Adventsstjernen, Christiansfelderstjernen – Brødremenighedens berømte adventsstjerne, som ved juletid pryder mange bygninger, vinduer og hjem, har mange navne. Billedet er fra Tyskland. Robert Michael/AFP/Ritzau Scanpix

De findes i flere forskellige farver og størrelser, og så bliver de samlet og foldet af 65 foldedamer i Tyskland.

Den berømte adventsstjerne, Herrnhuterstjernen eller i folkemunde Christianfelderstjernen, er i år blevet revet væk af danskerne, og salget er boomet vildt.

Sådan lyder det fra tidligere generalsekretær i Brødremenighedens Danske Mission, pensionist Erik Baun. Han står for import af de tusindvis af julestjerner til Danmark, der i år er blevet meldt udsolgt. Det skriver Jydske Vestkysten.

I år har Brødremenighedens Danske Mission solgt mellem 130.000-140.000 stjerner i Danmark.

»Vi har oplevet en købelyst og en villighed, som jeg ikke har mødt før, og jeg har haft med salget at gøre siden 2013. Når jeg spørger mig for, tror man, at coronaen har en stor indflydelse. Vi er i en mørk tid i dobbelt forstand. Vi vil have lys og noget smukt at se på, når vi skal være hjemme,« siger Erik Baun til mediet.

De små stjerner på otte centimeter og de større udendørsstjerne har været særligt populære i år. Sidste år blev 30.000 af de små stjerner solgt, og det er i år steget til 36.000.

Ifølge Erik Baun er stjernerne blevet givet i firmagaver, men også et sygehus har købt 24 røde stjerner til fødeafdelingen.