Derfor blev idrætslærer frifundet for voldtægt – Østre Landsret mener, at det var »samleje med et barn«

Vi kan ikke lovgive ud fra enkeltsager, lyder det fra juraprofessor i strafferet, efter der i de seneste dage har været kritik fra flere sider af, at Østre Landsret har frifundet en 32-årig mand for at have voldtaget en 13-årig pige. Manden blev i stedet dømt for »samleje med et barn under 15 år« og fik nedsat sin fængselsstraf med fire år. Forstå her, hvad der ligger til grund for dommen.

Torsdag formiddag afsagde Østre Landsret dom over en 32-årig mand, der i Retten i Næstved var blevet kendt skyldig i at have voldtaget en elev, der på daværende tidspunkt var 13 år gammel. Østre Landsret frifandt ham for voldtægt og dømte ham i stedet for samleje med et barn. Nu efterspørger politikere en ændring af lovgivningen. Mads Claus Rasmussen

Torsdag formiddag forlod en mor grædende Østre Landsret, efter domstolen havde frifundet Bjørn C., en 32-årig mand, som sidste år blev kendt skyldig i at have voldtaget hendes dengang 13-årige datter samt for flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse.

I stedet blev Bjørn C. dømt for at have haft samleje vaginalt og analt med en mindreårig, mens han også blev kendt skyldig i at have haft andet seksuelt forhold end samleje med en mindreårig. Han blev derudover også kendt skyldig i flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse, mens han også er blevet kendt skyldig i at forsøge at erhverve sig børnepornografisk materiale samt delvis skyldig i at have truet vidner.