Han kunne næsten ikke gå mere lige frem, Mark Thorsen, da han tirsdag morgen skridtede tværs over Asiatisk Plads i retning af Eigtveds Pakhus.
I et rask tempo fulgte Inger Støjbergs tidligere særlige rådgiver den trædestensbelægning, der bryder med brostenene og leder direkte mod indgangen til Rigsrettens midlertidige domicil, og afveg først fra de store stens linje, da han med et fåmælt »godmorgen« måtte ud på brostenene og uden om de forsamlede fotografer.