Hver dag griber hun sin rollator og går i ring på afsnittets gange. Hun går mekanisk og målrettet, som om hun er på autopilot. Når hun har gået en runde, sætter hun sig på bænken foran døren, hvor hun bliver siddende i fem minutter, før hun går videre. Samme rutine igen og igen.

Anne-Marie er en lille, spinkel kvinde med seriøse øjne. Livet har sat sine naturlige spor på hendes syn, hørelse og  lemmer. Det er forventeligt i en alder af 85 år, men sidste år blev hun ramt af noget, hun ikke havde forventet.