Det begyndte hos den i dag 73-årige Hans Jørgen Frederiksens oldefar omkring år 1900. Arven gik videre til Hans Jørgens farmor og siden hans far. I dag er den hos Hans Jørgen og hans kone – 72-årige Bente Frederiksen – deres fire sønner og igen i dele af deres familier. I generationer har den katolske tro vandret gennem slægten. Men tidligere på måneden skete der noget.
Det havde ellers ikke været et emne, der havde fyldt meget for familien Frederiksen: Den katolske kirkes historie med præsters overgreb mod kirkens børn og unge. Men så tikkede en Facebook-besked ind hos Bente Frederiksen.
I beskeden var et udkast til et debatindlæg. Indlægget var skrevet af en bekendt fra den menighed i Aarhus, som Bente og Hans Jørgen Frederiksen i årtier har tilhørt som særdeles aktive medlemmer – en årrække også med tillidshverv.
Overskriften på indlægget, der senere blev trykt på Berlingskes opinionssider, lød: »Katolikker i opråb efter afsløringer i Berlingske: Børn og unges sikkerhed ofres igen og igen«.
De i alt 32 underskrivere krævede, at konsekvensen af en dom omhandlende krænkelser og misbrug af børn og unge for katolske præster skulle være, at de ikke længere kunne være præster.
Sådan er det nemlig ikke i dag.
Indlægget var forfattet på baggrund af flere afslørende artikler i Berlingske om, hvordan en række katolske præster på trods af anklager, domme og bøder for krænkelser, besiddelse af børneporno og overgreb mod mindreårige fortsatte deres præstevirke i den katolske kirke i både ind- og udland.
»Det undrer os, at man fortsat kan støde på de her præster på nye poster i for eksempel fremmede lande. Det er virkelig ejendommeligt,« siger Hans Jørgen Frederiksen og fortsætter:
»Vi er ikke interesseret i at udgøre en særlig paria for kirken. Slet ikke. Vi lever bare en tid, hvor lægfolkets holdning til problemerne i nutidens samfund kommer frem.«
Hustruen Bente Frederiksen gør sig samme tanker:
»Jeg er sikker på, at der er flere katolikker, der ville skriver under, hvis de læste det.«
Det var derfor, at hun sendte Facebook-beskeden med debatindlægget videre til familiens nyeste generationer af katolikker.
Når hyrder bliver ulve
Underskriverne af indlægget betegner det selv som »et nødråb«:
»Efter i årtier at være vidner til overgrebssager i den katolske kirke, deraf følgende tavshedskultur og de senere offentliggørelser af ofrenes lidelser (...) sårer det os i vores inderste sjæl, at vi nu igen konstaterer, at intet er lært,« lyder det i indlægget.
De skriver samtidig, at de ønsker at møde kirkens mange gode præster tillidsfuldt, men at det historie for historie bliver sværere.
Underskriverne »kræver« nu, at kirken ved en dom om krænkelse og misbrug fratager præsterne deres præstetitel og mulighed for at agere som præster.
De ønsker også, at kirken dropper de forældelsesfrister, der i flere af de i Berlingske beskrevne sager har spændt ben for, at sager om katolske præster trods anklager, som kirken selv fandt troværdige, kunne føre til dom.
»Præster, der krænker børn og unge, de fortsætter. De beholder deres præstekrave, og de bliver som ulve i hyrdeklæder blandt os. Hvem vogter fårene, hvis hyrderne bliver ulve? Vi protesterer inderligt over dette her. Over at børn og unges sikkerhed igen og igen ofres. Kirken skal ikke operere med forældelsesfrister. Ofrenes lidelser er varige,« lyder det i indlægget.
Flere medlemmer af familien Frederiksen endte med at skrive under, da Bente Frederiksen sendte indlægget rundt på Facebook.
Fra første parket
Både Hans Jørgen og Bente Frederiksen har i hele deres fælles liv været særdeles aktive i den katolske kirke. Bente konverterede dertil som 17-årig, kort efter at hun mødte Hans Jørgen med den lange katolske familiehistorie.
Bente Frederiksen har sunget i kirkens påskekor, bagt kager, hjulpet og engageret sig. Sammen har de været en del af en katolske læsegruppe, hvor de læste religiøse skrifter og tekster.
Hans Jørgen Frederiksen er uddannet kunsthistoriker og har med sit fag nærmest hele sit liv arbejdet personligt og professionelt med den katolske tro, kunst og kultur.
Han har også i en årrække været tæt på kirkens allerøverste ledelse. Han har af flere omgange været valgt til menighedsrådet og herfra siddet med bispedømmets rådgivende organ – det pastorale råd, der har til opgave at rådgive biskoppen – i dag den nuværende biskop Czeslaw Kozon.
Her sad Hans Jørgen Frederiksen, da kirken i 2011 blandt andre tiltag besluttede at nedsætte en kommission med topadvokaten Lars Kjeldsen som hovedundersøger af overgrebsproblemets omfang.
»Jeg har fulgt det hele fra første parket, så da de her sager dukkede op igen er min første tanke: »Åh nej, nu igen«. Der har været mere, end vi troede. Vi regnede dengang med, at det nu var slået ned,« siger Hans Jørgen Frederiksen.
Det var i årene omkring 2010, hvor Berlingske også dengang satte fokus på krænkelser i den katolske kirke. Dengang lovede kirken bod, bedring og handlingsplaner, der skulle sikre, at historierne ikke kunne gentage sig.
Så da Berlingske i februar kunne berette, hvordan blandt andet flere præster, der var centrum for de tidligere sager, få år efter fortsatte deres virke, måtte også Bente Frederiksen sukke dybt:
»Det er jo noget, som kirken har arbejdet meget med og lagt mange kræfter i ikke skulle kunne ske.«
Årtiers afsløringer
Da avisen Boston Globe i 2002 med deres afsløringer om systematiske forflytninger af præster med børnesager i bagagen ramte den katolske kirke i USA som en af de første og største skandaler i kirkens historie, erkender parret fra Aarhus, at deres første reaktion ikke var som i dag.
»Vi havde nok paraderne ret højt oppe. Tidligere, når ofrene stod frem, tænkte jeg ærligt: »Det kan da ikke passe. Præsten er jo en hellig mand«,«, siger Bente Frederiksen.
Hendes mand falder ind:
»Og så var det de følgende år, at omfanget og karakteren af problemet gradvist gik op for os.«
»Min første tanke var dengang et forsøg på at forstå, hvorfor man havde gjort sådan. Hvorfor man sendte dem videre. Jeg tænkte på skriftemålet. At man skal have en chance til at forbedre sig. Men i den sammenhæng er man jo kommet til at ofre nogle menneskeskæbner.« siger Hans Jørgen Frederiksen i dag.
De erkender begge, at der dengang gik lidt tid, inden de var klar til at gribe i egen barm:
»Jeg har tidligere tænkt det store flertal af gode præster som ofre. Men det primære offer er jo selvfølgelig de reelle ofre. De børn og unge, man rettede sig imod«, siger Hans Jørgen i dag.
Men debatten er svær – også i katolske miljøer – siger parret. For begge er de bevidste om, at præsternes retssikkerhed samtidig ikke må risikeres at ofres.
»Det gør mig næsten ondt at sige det, men de præster, der mistænkes for det her, de har jo stadig rettigheder«, siger Bente Frederiksen.
Begge er de enige om, at det er sørgeligt, når sagerne fører til afstandtagen fra den tro, der har været så vigtig for både dem og deres familie.
»Men det undrer mig stadig, at de her historier bliver ved«, siger Bente.
»Jeg har på ingen måde i mit arbejde i det pastorale råd oplevet en berøringsangst. Tværtimod. Det er noget, som kirken har brugt mange kræfter på. Men internationalt er det jo også eksploderet de senere år. Jeg ved ikke, om det skyldes den øgede opmærksomhed fra for eksempel journalister, eller om at det rent faktisk er blevet et større problem«, siger Hans Jørgen.
En mere kritisk tilgang til kirken
For familien Frederiksen er troen en form for familiearvestykke. Et arvestykke der forandrer sig, alt efter for hvem der bærer det.
Parrets fire sønner er alle opdraget i den katolske tro, men har i dag deres tro med sig på hver sin måde, fortæller forældrene. De ville være kede af, hvis nogle af sønnerne helt fravalgte troen på grund af kirkens håndtering af sagerne.
Børnebørn er også kommet til familien Frederiksen. Den ældste er fyldt 20, og den yngste er stadig spæd.
»Hvis jeg spørger vores børn, om de er katolikker, svarer de »ja«. Og hvis vi ikke har en masse gæster herhjemme, så beder vi også bordbøn og sådan,« siger Hans Jørgen.
Da hans hustru sendte det kritiske debatindlæg videre til de katolske familiemedlemmer, skrev to af deres sønner under.
»De her sager må uundgåeligt få indtryk på deres syn på kirkens autoritet. Det får ikke – som jeg lige kan forstå det – betydning for deres tro, men det kan ikke undgå at få betydning for deres syn på kirken som institution. På den autoritet, man som udgangspunkt tillægger kirken. Det afstedkommer en mere kritisk tilgang til kirken generelt. Men det er muligvis et nødvendigt stadium, vi skal igennem,« siger Hans Jørgen Frederiksen.
