De er skyld i 12 procent af dødsfaldene i København – nu skal byens luftforurening under lup
Over halvdelen af luftforureningen i København stammer fra de godt 17.000 brændeovne, der befinder sig i kommunen. Nu skal forureningen kortlægges ved hjælp af nye målestationer.
17.000 brændeovne i private hjem bærer en stor del af skylden for luftforureningen i København, skriver Politiken. Kristian Djurhuus
Rundt omkring i de københavnske hjem står tusindvis af brændeovne, som udgør et væsentligt problem for byen og dens borgere.
De godt 17.000 brændeovne udleder nemlig sundhedsskadelige partikler, der kan knyttes til sygdomme som eksempelvis astma og lungekræft, mens forureningen også er medvirkende til op mod 12 procent af dødsfaldene i kommunen, skriver Politiken.
Brændeovnene står ifølge mediet for 51 procent af byens luftforurening, og det forventes, at luftforureningen årligt resulterer i cirka 443.000 sygedage. Ifølge tal fra Teknik- og Miljøforvaltningen indånder københavnerne hver dag høje værdier af ultrafine partikler, men selvom luften altså er forurenet i København, så er byens borgere dog langt fra alene - og på ingen måde hårdest ramt.
Ifølge tal fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er det nemlig 92 pct. af verdens befolkning, der hver dag indånder forurenet luft, og Berlingske kunne sidste år beskrive, at Danmark faktisk ligger nr. syv på listen over lande i Europa, der har mindst partikeludledning.
Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) er langt fra tilfreds med luftforureningen i København. Hun har udtalt til Politiken, at »det kræver politisk mod at sætte luftkvaliteten over biler og hyggebrændeovne«, og hun håber, at opsætningen af nye målestationer kan få flere partier til at tænke grønt. Nikolai Linares
Det fremgår i Politiken, at man fra politisk hold ønsker, at luften skal være renere i København, og for at nå den målsætning har man besluttet at opstille fem nye målestationer, der skal undersøge, hvor meget kvælstofdioxid og farlige partikler, der svæver rundt i luften over byen.
»Vi skal have ren luft i København. Det kræver politisk mod at sætte luftkvaliteten over biler og hyggebrændeovne,« siger Ninna Hedeager Olsen (EL), teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, til Politiken.
Det er dog ikke første gang, at målestationer skal bruges til at undersøge luftens kvalitet i København, for der er faktisk allerede opsat tre målestationer. På samme vis er der også opstillet målere i Aarhus, Odense og Aalborg.
Det fremgår også af Politikens artikel, at der udover de fem nye målere også er lagt i kakkelovnen til, at yderligere ti andre skal sættes op. Det vides endnu ikke hvor eller hvornår, de resterende målere kommer i spil.
Ambitionen er, at de nye målestationer vil give et større indblik i, hvor omfattende problemerne med luftforureningen er i København, og Ninna Hedeager Olsen håber, at det vil være medvirkende til, at flere partier vil tænke i mere grønne baner.
Del:
Andre læser også
Kommentarer
Jordens Dag fylder 50: Mange bliver overrasket over, at miljøet bliver bedre og bedre
Kronikker
Sådan kan København blive den første CO2-neutrale hovedstad i verden
Kommentarer
Debatten om Roundup er inficeret af skræmmekampagner: Det er faktisk et fornuftigt valg for både mennesker og miljø