De tre danske kvinder boede i årevis med deres børn i den syriske fangelejr al-Roj i slidte telte og skurvogne, så da de onsdag blev evakueret med et chartret Boeing 737-fly, var det med håb om en bedre fremtid i Danmark.
Men de blev alle anholdt kort efter at være landet i Karup natten til torsdag og terrorsigtet. Efter at have været i grundlovsforhør i henholdsvis Esbjerg, Kolding og Frederiksberg blev de alle varetægtsfængslet i fire uger. Herunder en 32-årig tynd kvinde, som kom ind i retten på Frederiksberg under en lang, lysegrøn hijab og med mundbind, så kun hendes øjne kunne ses.