923.496.
Så mange passagerer krydsede Øresundsbroen i juli, og det er rekord.
Men det er ikke den eneste milepæl, Øresundsbroen passerede i løbet af sommeren. Og det fortsætter, skriver Øresundsbroen i en pressemeddelelse.
»Vi kan dog også se på trafiktallene for tredje kvartal, at det ikke kun er i feriemånederne, hvor der er markant større appetit efter at køre over Øresundsbroen. Fritidstrafikken med rabataftale i september 2023 ligger også 14 procent højere end samme måned året før,« siger Berit Vestergaard, der er salgs- og marketingdirektør hos Øresundsbroen.
Den rekordhøje trafik, der i uge 28 både slog ugerekord, weekendrekord og døgnrekord, kan skyldes flere ting. Men det er særligt to forklaringer, Berit Vestergaard peger på.
»Kronekursen og en øget interesse for ferier i nærområdet er blandt de nærliggende forklaringer.«
Det er nemlig særligt danske fritidskunder, der holder fritidstrafikken på det høje niveau, oplyser Øresundsbroen i pressemeddelelsen.
Og det er en tendens, der har været i gang længe.
Købelystne danskere
Den svenske krone er hårdt ramt. Lige nu kan man veksle til en svensk krone for kun 64 danske øre.
Dermed er den på det laveste niveau nogensinde målt over for den danske krone, og måske er det netop det, der har fået flere købelystne danskere til at tage turen over Øresundsbroen.
»Der er mange flere danskere nu, end vi har haft tidligere. Det er en kraftig stigning,« sagde Martin Lundqvist, der er centerchef for storcentret Emporia i Malmö, i januar til Berlingske.
Inden juli 2023 var rekorden for fleste ture over broen på 857.560 på en enkelt måned. Den var fra 2019.