Godmorgen og velkommen til en fredag, der lader til at blive cirka så grå, som resten af ugen har været.
Godt nok er der ikke tegn på vejrmæssig opklaring – til gengæld lader det til, at langt de fleste af landets kommuner efterhånden har sat navn på, hvem der skal være borgmester i det nye år.
Kommunal- og regionalvalget har haft mange dramatiske stunder – ikke mindst for Dansk Folkeparti, som skal finde en ny partiformand efter et ringe resultat.
Berlingskes politiske kommentator vover i dag et øje ved at slå fast, at valget reelt kun står mellem to personer.
Vi skal også forbi sygeplejerskekonflikten, som officielt er den overstået. Alligevel arrangerer nogle sygeplejersker kollektivt ulovlige strejker og arbejdsnedlæggelser – og nu også opsigelser uden om Dansk Sygeplejeråd.
Nu mener andre faggrupper, at visse sygeplejersker har kastet solidaritet, sammenhold og fællesskab i skraldespanden.
Er du mest i humør til at lytte, kan du høre Berlingskes nyhedsoverblik »Morgenposten« lige her:
Og nu til dagens historier.
Pfizer-vaccinens effektivitet dykker markant over tid hos vaccinerede over 65 år
Statens Serum Instituts seneste måling af Pfizer-vaccinens effektivitet mod smitte efter to stik i befolkningen over 65 år viser et stort fald over tid.
Til gengæld er vaccinen for dem over 65 år fortsat særdeles effektiv til at forhindre alvorlig sygdom og indlæggelse.
Hundredtusindvis af vaccinerede borgere over 65 år – den gruppe, der lige nu står i kø til et tredje boosterstik – har således svag beskyttelse mod coronavirus.
De +65-årige blev typisk vaccineret for omkring et halvt år siden, og vaccinens effektivitet er ifølge tallene aftaget så meget, at den nu kun beskytter syv vaccinerede personer ud af 100 i at blive inficeret.
Virolog Allan Randrup Thomsen, som selv er over 65 år, »får lidt ondt i maven«, når han hører de tal.
»Tallene viser, at det er så meget mere relevant at speede processen med tredje stik op. Jeg forstår ikke, hvorfor det går så langsomt med at få rullet det tredje stik ud,« siger han.
Af undersøgelsen fremgår det, at der er usikkerhed ved en sådan beregning – men udenlandske undersøgelser viser generelt samme tendens, dog med mindre kraftigt fald.
Coronafrygten stiger kraftigt: »Borgerne mangler et kompas at navigere efter«

Vi er ikke helt færdige med covid-19.
Bredt i den danske befolkning stiger følelsen af coronavirus som en trussel kraftigt – det får danskerne til at pålægge sig selv restriktioner frivilligt.
Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af den seneste HOPE-rapport fra Aarhus Universitet.
»Flere borgere end tidligere støtter en mere restriktiv politik, men noget af det kan være udtryk for, at vi i øjeblikket oplever en usikkerhed. Der er et kommunikationsvakuum fra myndighedernes side – man kan også sige, at borgerne mangler et kompas at navigere efter,« siger professor og leder af HOPE-projektet, Michael Bang Petersen.
»Vi har fået at vide, at vi ikke som tidligere skal styre efter smittetallene, som vi ellers har gjort under hele forløbet. Men hvad skal vi så styre efter?«
Hos SMVdanmark, en erhvervsorganisation for 18.000 små og mellemstore virksomheder, mærker man tydeligt den stigende frygt – i form af en mærkbar stigning i antallet af aflyste julefrokostarrangementer.
»Vi oplever, at der er en udbredt selvjustits i befolkningen. Der er simpelthen en frygt blandt danskerne for at leve normalt,« siger administrerende direktør Jakob Brandt.
Samtidig mener to coronaeksperter, at indgreb og restriktioner bør overvejes seriøst.
Læs med hos Jyllands-Posten her.
Fagforeninger sætter foden ned efter sygeplejerskers trusler
Solidaritet, sammenhold og fællesskab er kerneværdier, som fagbevægelsen normalt fremhæver som altafgørende i konflikter om løn og arbejdsvilkår.
Men nu mener faggrupper, at visse sygeplejersker har kastet dyderne i skraldespanden.
Selvom sygeplejerskekonflikten officielt er overstået, arrangerer sygeplejersker kollektivt ulovlige strejker, arbejdsnedlæggelser og opsigelser uden om Dansk Sygeplejeråd.
De er utilfredse og vil ikke vente på, at den nedsatte lønstrukturkomité kommer med forslag til lønændringer.

Reguleringsordningen er indrettet med en samlet lønpose, som betyder, at lønstigninger til en enkelt faggruppe i den offentlige sektor vil komme ud af alle andres lommer.
Derfor vækker visse sygeplejerskers krav ikke ligefrem begejstring hos FOAs Social- og Sundhedsafdeling eller Fængselsforbundet, hvis medlemmer tjener mindre end sygeplejerskerne.
Heller ikke hos Jordemoderforeningen mener man, der skal gives en ekstraordinær lønstigning til en enkelt faggruppe.
Efter formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensens opfattelse er det en misforståelse, at sygeplejerskerne kun vil have lønstigninger til sig selv.
Sandhedens time for Inger Støjberg: Hun skal snart træffe et afgørende valg
Lige nu står dramaet om, hvem der skal afløse Kristian Thulesen Dahl som formand i et kriseramt Dansk Folkeparti reelt mellem kun to personer.
Det vover politisk kommentator Bent Winther et øje ved at slå fast i en analyse.
Begge er de godt kendt i offentligheden. Begge er karismatiske og succesfulde politikere med integritet og en stor fanskare i partiet. Begge har de også retssager hængende over deres hoveder.
Der er tale om tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg og Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt.
Deres vej til formandsposten er forskellig – men fælles for dem er, at de snart skal rykke.
Den tidsplan, som Dansk Folkeparti lægger for valg af ny formand på lørdag i Fredericia, vil være et fingerpeg om, hvem man gerne så på stemmesedlen, skriver Bent Winther og kortlægger de to kandidaters vej til tops i Dansk Folkeparti.

Aggesen kan ikke hamle op med tidligere K-koryfæer: »Ingen tvivl om, at han har klaret sig dårligere«
Et af kommunalvalgets helt store dramaer udspillede sig på Frederiksberg, hvor borgmester Simon Aggesen (K) under stor mediebevågenhed måtte afgive borgmesterposten til en socialdemokrat.
Natten til torsdag, da de personlige stemmer i kommunen var blevet talt op, blev Aggesen så udråbt som kommunens »største stemmesluger«.
Det er også rigtigt – men sammenligner man hans personlige stemmetal med tidligere konservative frontfigurer på Frederiksberg, er billedet et helt andet.
Der er altså en markant forskel på Aggesen og andre i kongerækken – og det er der ifølge flere eksperter en helt åbenlys forklaring på.
Det drejer sig om Aggesens boligsag – for selvom han blev renset af Erhvervsstyrelsen, er sagen stadig frisk i vælgernes hukommelse.
»Det ville næsten være naivt at tro, at boligsagen ikke har spillet en rolle,« siger ekspert.
Fra hovedpersonen selv lyder det, at det var en del af strategien at promovere flere kandidater frem for én.
Det sker i dag:
I dag skal blandt andre justitsminister Nick Hækkerup (S) afhøres i Retten på Frederiksberg. Det er én ud af en lang række afhøringer, Minkkommissionen holder for at afdække omstændighederne i forbindelse med aflivningen af minkene.
Tivoli åbner igen i år for Jul i Tivoli. Klokken 16.30 tændes juletræet.
I dag er det International Toiletdag. Det lyder måske en kende kuriøst, men baggrunden er ganske alvorlig: 3,6 milliarder mennesker har ikke adgang til et ordentligt toilet. Derfor er de i stor risiko for at blive syge og dø af smitsomme sanitetssygdomme som kolera og tyfus.
Coronaoverblik
Slutteligt runder vi de nyeste coronatal. I øjeblikket stiger smittetallet dag for dag og er på det højeste niveau siden december 2020.
God fredag.