Det er mandag i november, og i dag skal der ifølge DMI falde otte milimeter regn. Nogen kunne måske mene, at det tegner til at blive en rigtig træls dag, men så er det jo godt, den starter i godt selskab med dette dagens nyhedsoverblik.

Mandag bliver det nok regeringens skattereform, der løber med en stor del af opmærksomheden. Den kan du blive klogere på i dette interview med økonomiminister Troels Lund Poulsen fra i aftes. Og her kan du se, hvad det betyder for dig og din familie.

Og så kan du godt forvente, at de droppede sager mod Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen nok vil fylde en del i nyhedsbilledet i denne uge. Statsminister Mette Frederiksen (S) skal onsdag svare på spørgsmål til påstande om, at sagerne var politisk motiveret.

Men først skal vi se nærmere på nogle af de andre historier, der fylder derude.

Han har været medlem af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative, og han ser gerne, at flere mindreårige muslimske piger bliver gift

Søndag kunne Berlingske fortælle, at tusindvis af mindreårige piger med ikkevestlig baggrund er blevet viet i Danmark. Det er sket ved de såkaldte kongebreve, der giver mindreårige personer lov til at indgå ægteskab. Men ifølge en ekspert tyder meget på, at en del af ægteskaberne har været tvangsægteskaber.

Nu kaster den muslimske læge Medhat Khattab sig ind i debatten. Han har været medlem af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative og har ligeledes i flere år siddet i byrådet i Svendborg.

Han er ærgerlig over, at kongebrevene blev afskaffet i forlængelse af instrukssagen om barnebrude blandt flygtningepar i 2015.

Derfor håber han nu, at man kan genindføre ægteskaber for unge under 18 år, hvis man gør det under det, han kalder »ordnede forhold«.

Læs hele historien hos Berlingske her.

Finland ved, hvem der smadrede gasrøret og kablerne

Så skal vi videre til dagens første historie om kritisk infrastruktur.

I oktober i år gik gasrøret mellem Finland og Estland i stykker. Derefter røg to kabler – et af dem et kommunikationskabel.

Og hvad end der var skyld i det, var så kraftigt, at det norske seismologiske institut kunne måle en kraftig vibration fra havbunden under Den Finske Bugt. Lige der, hvor gasrøret løber.

Den finske regering ved godt, hvem der ødelagde gasrøret og kablerne. Men de putter med det. Nu dukker der imidlertid flere og flere oplysninger op i sagen.

Og helt centralt i sagen, og myndighedernes undersøgelser, er to skibe – et atomdrevet russisk og et kinesisk skib under Hongkong-flag – med et persongalleri af særlige bagmænd.

Læs den spændende energi-thriller hos Berlingske.

Danske læger slår alarm over alvorlige kokain-skader

I nogle tilfælde er brusken forsvundet inde i næsen. Den kan også ende med at falde helt sammen. I andre tilfælde er der infektioner og store sår.

Kokainen, der i disse år flyder frit i det danske natteliv, får nu specialister fra øre-næse-halsafdelinger på flere store akutsygehuse til at slå alarm.

For de møder i stigende omfang patienter med alvorlige skader i næseregionen, som er forårsaget af et omfattende kokainmisbrug.

En læge fortæller blandt andet til Berlingske, at mindst én gang om måneden kommer en patient ind på Rigshospitalet med en alvorlig infektion i næseregionen, som er opstået i forbindelse med et kokainmisbrug, og som kræver akut behandling.

Men Rigshospitalet er langtfra det eneste sted, der er problemer. Problemet har spredt sig til hele landet.

Læs hele historien hos Berlingske her.

Danske F-16-fly udpeget som årsag til, at dekoreret dressurhest måtte lade livet

Den tidligere generalmajor Niels Holst-Sørensen blev lørdag begravet fra Gadevang Kirke i Hillerød, og som en hyldest valgte Flyvevåbnet at sende to lavtflyvende F-16-fly hen over området.

Men overflyvningen skulle vise sig at blive fatal for den tidligere VM-guld- og PL-bronze-vinder dressur-hest Horsebo Smarties.

For da kampflyene bragede over indhegningen, gik hesten i panik og galloperede ud af sin indhegning, tværs gennem to trælåger og direkte ud på en hovedvej. Et par kilometer senere faldt den sammen med så store smerter, at den efterfølgende måtte aflives, fortæller ejeren til DR.

DR har været i kontakt med Forsvaret, som bekræfter, at overflyvningen fandt sted, og at de to F-16-fly havde dispensation til at flyve i en højde på 3000 fod.

Læs hele historien her hos DR.

Dansk virksomhed har hamstret olie. Hvis krisen rammer Danmark, kan strømmen ryge i dagevis

Og så til historien, der gemmer sig bag dagens overskrift. Nemlig dagens anden historie om kritisk infrastruktur. Jyllands-Posten har nemlig set nærmere på, om Danmark egentlig kan klare store kriser.

Det kan vi ikke, mener flere eksperter ifølge avisen, og de efterlyser svar på, hvem der skal gøre hvad, og hvem som betaler, hvis Danmark for eksempel bliver ramt af et angreb på den kritiske infrastruktur.

»Vi lever i et af verdens mest digitaliserede lande, hvilket er fantastisk, når det hele virker, men er vi som samfund mentalt klar på, hvad der sker, hvis det hele ikke virker, hvis vi for eksempel bliver udsat for et større svigt i for eksempel energiforsyningen,« spørger Ken Bonefeld Nielsen, som er vice president og sikkerhedsansvarlig i Norlys, som leverer el og ejer fiberkabler, der er udrullet til flere end 850.000 adresser i Danmark.

Han taler om en mulig fremtid, hvor vi kan risikere, at infrastrukturen falder ud i længere tid flere steder og rammer langt flere forbrugere. For virksomheden selv har det betydet, at de efter krigen i Ukraine brød ud har hamstret olie, som de opbevarer i store tankbiler. 

Læs hele historien hos Jyllands-Posten her.

Det sker i dag

Vi slutter med et udvalg af denne mandags begivenheder

  • Klokken 10 mandag ventes der at falde dom i en drabssag, hvor den gravide Sana Yaseen blev dræbt foran et plejecenter i Holbæk sidste år.

  • Andreas Mogensen deltager live fra Den Internationale Rumstation (ISS) i European Space Agency Summit. Mødet er en del af EU Space Week som holdes i Sevilla 6. - 10. november

  • Det spanske kongepar - kong Felipe og dronning Letizia - aflægger for første gang i 43 år statsbesøg i Danmark. Besøget ventes at vare frem til onsdag

  • Trump møder i retten i New York i en sag om bedrageri, hvor han og hans børn anklages for at have pustet værdien af Trump Organization kunstigt op