Forsvarsministeriet har lyttet, men har åbenbart ikke hørt ordentligt efter. I februar blev regeringens »Forslag til lov om ændring af lov om Center for Cybersikkerhed« mødt af massiv kritik fra det danske erhvervsliv. Forslaget gik for vidt.

Danske virksomheder ville få svært ved at forklare deres kunder, at Center for Cybersikkerhed (CfCS) uden dommerkendelse kunne tvinge sig adgang til udvalgte virksomheders data helt ud på enkelte medarbejderes mobiltelefoner og PC’er.