Godmorgen og velkommen til dagens nyhedsoverblik.
I dag skal det blandt andet handle om Danmarks størrelse i fremtiden og en forudsigelse fra Lars Løkke Rasmussen.
Vi starter dog overblikket med at se nærmere på en ny udmelding fra DSB.
Færre togafgange skal sikre tog til tiden i Hovedstaden
DSB vil skære i antallet af afgange for at imødekomme deres kunder i hovedstadsområdet.
Det kan umiddelbart lyde paradoksalt, men løsningen skal sikre, at flere tog kører til tiden.
Omfattende sporarbejde og pres på Københavns Hovedbanegård har nemlig gjort det svært for DSB at sikre, at togene når frem til tiden.
»Derfor mener vi, at det rigtige i virkeligheden er at sætte ambitionsniveauet en lille smule ned i forhold til antallet af tog for til gengæld at køre mere punktligt,« siger informationschef i DSB Tony Bispeskov.
Læs hele historien hos Berlingske her.
Analyse: Trump-støtte vinder formandspost. Han nægter at svare på et centralt spørgsmål – og det kan blive farligt for USA
Republikanerne har endelig fundet en formand for Repræsentanternes Hus.
Indtil onsdag aften var der ikke mange amerikanere, der anede, hvem Mike Johnson fra Louisiana var.
Nu sidder han på den magtfulde post og skal forsøge at samle partiet, der har været i stormvejr, siden Kevin McCarthy blev fyret.
Men Johnson har lig i lasten, og det kan blive et stort problem for ham – og USA.
Læs hele historien hos Berlingske her.
Løkke faldt i russisk fælde og kom med kontroversielt indspark i Ukraine-krig – nu giver sikkerhedspolitisk forsker ham ret
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kom galt afsted, da han inden efterårsferien troede, at han talte med en højtstående afrikansk diplomat, men faktisk var i kløerne på russiske »satirikere« (har du misset den historie, kan du læse om det her).
Men den danske udenrigsminister har givetvis ret, når han vurderer, at krigen mellem Rusland og Ukraine ender med forhandlinger, som han fik sagt til de russiske satirikere.
Det siger Ole Wæver, den verdenskendte forsker i sikkerhedspolitik, til Berlingske.
»Det er jo undtagelsen, at en krig slutter med betingelsesløs overgivelse. Og svært at forestille sig, at Ukraine smed Rusland helt ud, og så stod de der ved grænsen og sagde, at det var ærgerligt, men det var et forsøg værd,« siger forskeren.
Læs hele historien hos Berlingske her.
Regningen for Lynetteholm vokser med en milliard
Prisen for etableringen af Lynetteholm er vokset med 34 procent siden vedtagelsen af anlægsloven i 2021, og den samlede regning lyder nu på 4,2 milliarder kroner, skriver Politiken.
Det bliver kritiseret af teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL), der hele tiden har været modstander af projektet.
»Jeg har længe været bekymret for det økonomiske fundament, og denne udvikling underbygger blot min modstand over for projektet. Der er fortsat mange ting, der skal gå op i en højere enhed, mens milliarderne bare ruller derudad,« siger hun til avisen.
Nyheden stod nederst i en pressemeddelelse fra udviklingsselskabet By & Havn, som blandt andet forklarer den højere regning med inflationen.
Læs hele historien hos Politiken her.
Eksperter: Vi skal vænne os til, at Danmark bliver mindre
Trods massive ødelæggelser i kølvandet på weekendens storm og stigende vandstande giver det ikke mening at genopbygge alt fra før.
Det siger eksperter til TV 2.
De samme udsatte områder vil formentlig blive ramt igen, og så hjælper det ikke noget, at vi har genopbygget de samme steder.
For det vilde vejr – og den medfølgende højere vandstand – kommer med en pris.
»Vi skal vænne os til, at vores land bliver mindre,« siger Karsten Arnbjerg-Nielsen, der er tidligere professor på Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Han har speciale i klimatilpasning i byer.
Læs hele historien hos TV 2 her.
Det sker i dag
Den Europæiske Centralbank (ECB) kommer med en rentemeddelelse. I den forbindelse vil banken holde et pressemøde.
Retten i Holbæk fortsætter med den sag, hvor en kvinde og en mand er tiltalt for at have dræbt en gravid afghansk kvinde. Hun blev stukket ihjel efter at have forladt det plejecenter, hvor hun arbejdede. I dag ventes de sidste vidner at blive afhørt. De sidste retsmøder er 1. og 3. november.
Den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, ankommer til USA, hvor han skal mødes med udenrigsminister Antony Blinken og national sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan. Besøget finder sted, en måned før Xi Jinping og Joe Biden ventes at mødes i San Francisco.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) rejser til Tyrkiet. Besøget slutter 27. oktober.
EU-landenes stats- og regeringschefer holder 26. til 27. oktober topmøde i Bruxelles. De ventes at drøfte situationen i Israel/Gaza, Ukraine, migration og midtvejsrevision af EUs flerårige budget.




