Godmorgen og velkommen til dagens nyhedsoverblik.

I dag skal det blandt andet handle om en hård debat mellem en politiker og en tidligere medarbejder i Københavns Kommune, ligesom vi skal se nærmere på stvaefejl i danske aviser.

Men vi starter med at se nærmere på boligmarkedet.

Her eksploderer boligmarkedet lige nu

Der er nemlig kø ved disken i butikker med ejerlejligheder i øjeblikket. Det viser nye tal for prisudviklingen på boligmarkedet.

Lejlighederne har oplevet de største prisstigninger på hele boligmarkedet – særligt drevet af køberne i hovedstaden. Overordnet set viser prisudviklingen for september, at lejlighederne steg med halvanden procent på en måned i forhold til måneden før.

Husene steg kun med 0,9 procent, mens fritidshuse steg med 1,1 procent, når alle tal er sæsonkorrigerede.

»Der er tale om store månedlige prisstigninger, og vi skal faktisk helt tilbage til forsommeren 2021 for at finde måneder, hvor der har været større prisstigninger på huse og lejligheder,« siger boligøkonom og chefanalytiker Mira Lie Nielsen fra Nykredit.

Læs hele historien her.

Der er færre stavefejl i avisen end tidligere

Man skal tilsyneladende ikke altid stole på sine fordomme. For selvom der er en forestilling både i befolkningen og blandt sprogforskere om, at antallet af stavefejl i danske aviser er steget, forholder det sig stik modsat. Det skriver Politiken. 

En undersøgelse foretaget af Dansk Sprognævn viser således, at antallet af sprog- og stavefejl i trykte danske aviser er mere end halveret fra 1999 til 2019

»Vi er selv overraskede over resultatet, fordi andre undersøgelser peger i retning af, at der generelt er kommet flere stavefejl. Vi hører også hele tiden, at journalister ikke kan stave. Der er en ret bred forestilling om, at der er flere fejl i aviserne end tidligere,« siger seniorforsker i Dansk Sprognævn Marianne Rathje.

Historien er endnu ikke online, men den er tilgængelig i Politikens e-avis.

Han blev syg af at arbejde på Københavns Rådhus. Nu får han klar besked: »Man(d) dig op, mand«

Er medarbejderflugten i en central del af Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning et udtryk for, at kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (R) har fået sat skik på forvaltningen – eller er den derimod et udtryk for »et sygt arbejdsmiljø«?

Morten Vikær, tidligere medarbejder i Kultur- og Fritidsforvaltningen i København, mener, at der er tale om »et sygt arbejdsmiljø«, så det skrev han på det sociale medie X. Kommentaren affødte dog en kraftig reaktion fra medlem af Kultur- og Fritidsudvalget Niels Peder Ravn (K):

»Man(d) dig op, mand. Mindre projektmageri og fingermaling er klædeligt i en forvaltning, som fyrer skattepenge af. Tag dig sammen, lille pus.«

Reaktionen fra den konservative politiker har nu affødt en heftig debat. Læs mere om debatten her.

Sådan snød Hamas verdens mest legendariske spioner

Fire dage efter at en islamistisk pjaltehær lørdag tog en af verdens stærkeste militære magter på sengen, er forundringen fortsat stor: Hvorfor i alverden havde Israels efterretningstjenester ikke opdaget den omfattende operation?

Nu fortæller kilder tæt på Hamas til nyhedsbureauet Reuters, at israelerne blev simpelthen snydt, så vandet drev – både hvad angår efterretninger og politisk analyse.

»Israelerne så det givetvis, men det var lykkedes at overbevise dem om, at Hamas ikke ønskede en militær konfrontation,« siger en af kilderne.

Læs mere om Hamas' vildledning af Israel her.

Regeringen: Elever i 7. klasse skal vælge, om de vil have mulighed for at komme på gymnasiet

Regeringen vil fremover pålægge skolebørn ned til 7. klasse at træffe et afgørende valg. Det skriver Jyllands-Posten.

Regeringen vil nemlig give landets elever mulighed for at komme i en såkaldt »juniormesterlære« i hele eller dele af 8. og 9. klassetrin. Modellen betyder, at eleverne vil være i skole tre dage om ugen og to dage i en virksomhed eller på en erhvervsskole.

Men valget af »juniormesterlæren« betyder, at man ikke ville kunne følge en normal folkeskoleundervisning, og derfor vil man ikke efterfølgende kunne komme på en gymnasial uddannelse. Derfor kan elever altså stå over for at skulle beslutte fra slutningen af 7. klasse, om de vil ind på en gymnasial uddannelse efter folkeskolen.

Det sker i dag

  • Dronningen modtager Sydkoreas premierminister Han Duck-soo.

  • USAs største isbryder, Cutter Healy, ligger vejen forbi København, hvor det vil være muligt at besøge skibet.

  • Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) holder i dag klokken 09.00 pressemøde om udspil om folkeskolen.

  • Onsdag ventes medlemmerne af Repræsentanternes Hus at stemme om en ny formand.

  • Klokken 17: NASA holder pressekonference for at afsløre asteroideprøve indsamlet af OSIRIS-REx-sonde.