Dagens overblik: Hver fjerde dansker er interesseret i ny slankemedicin
Dagens nyhedsoverblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier, så du er godt klædt på fra morgenstunden.

Dagens nyhedsoverblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier, så du er godt klædt på fra morgenstunden.

Godmorgen og velkommen til dagens overblik.
Efter en solrig efterårssøndag ruller hverdagen nu afsted igen, og i dag skal vi blandt andet se på, hvad der sker, når sovetrynerne udskyder deres alarmer om morgenen – ikke helt uvedkommende på sådan en mandag.
Vi skal også forbi både de ældste og de yngste københavnere og den store del af danskerne, der er interesserede i slankemedicin.
Men vi starter med at dykke helt ind i hjernen med en dansk hjerneforsker – og Elon Musk.
Det kan måske lyde som noget fra en dystopisk science fiction-film. Men det kan ikke afvises, at mennesker i fremtiden vil få opereret en chip ind i hjernen for at afhjælpe sygdomme som als, demens og lammelse.
Det fortæller hjerneforsker Benjamin Svejgaard i podcasten »Pilestræde«, der i afsnittet ser nærmere på Elon Musks virksomhed Neuralink.
Virksomheden søger lige nu mennesker, der vil lægge hjerner til et forsøg, hvor de vil indoperere chips og derved forsøge at foretage »den ultimative kobling af menneskekroppen og kunstig intelligens«.
Hør desuden hjerneforskeren fortælle om sit eget arbejde, hvor han ved hjælp den såkaldte brain-computer-interface-teknologi hjalp den 45-årige skolelærer Henrik med at genoptræne sit nervesystem efter en stor hjerneblødning.
Du kan lytte til hele afsnittet lige her.
Hvis du (også) er en dem, der har en smule svært ved at komme op på sådan en mandag, har du måske prøvet at snooze din alarm. Men er det egentlig skadeligt for din søvn og sundhed?
Det har faktisk ikke været undersøgt videnskabeligt før, men nu har svenske forskere løst søvnmysteriet.
Forskerne har nemlig undersøgt, hvad det betyder for selve søvnen, når vi snoozer.
Og det viser sig, at vi syvsovere kan ånde lettet op. Det fortæller en af forskerne bag studiet.
»Vi når frem til, at snoozere generelt sover lidt kortere tid og i højere grad oplever at være mere døsige om morgenen end dem, der aldrig snoozer,« siger Tina Sundelin fra det psykologiske institut på Stockholms Universitet:
»Men der var ingen negative effekter forbundet med kortisolniveauet (stresshormon, red.), træthed om morgenen, humøret eller kvaliteten af nattens søvn.«
Dog er det ikke for alle at snooze, siger forskeren.
Læs hele historien her.
Københavns kommune bruger 1,3 milliarder kroner årligt på de 2.500 børn, der gik i specialklasse eller på en specialskole i 2022. Det er en markant stigning i udgifterne sammenlignet med 2015. Det skriver Politiken.
I 2015 gik 1.500 børn i en specialklasse eller på en specialskole.
Stigningen i udgifter og antallet af elever fører nu til, at kommunen vil lave en kortlægning, der skal give svar på, hvordan flere børn kan inkluderes i den almene undervisning.
Specialområdet finansieres af penge fra folkeskolerne, og det bekymrer børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune Jakob Næsager (K).
»Hvis ikke vi finder ud af at lave skole på en anden måde, så eroderer det økonomiske fundament for at drive folkeskoler. Derfor er det tvingende nødvendigt, at vi gør noget andet,« siger han til Politiken.
Læs hele historien hos Politiken her.
Hovedstadens indbyggere kunne nyde solen i går, og en række af byens ældre borgere kan måske se frem til, at kommunen betegner deres liv som sundt eller usundt.
Københavns kommune er nemlig ved at foretage en såkaldt klyngeanalyse af over 50.000 ældre borgeres sundhedstilstand og »belastningsgrad« i forhold til sundhedsvæsenet.
På baggrund af analysen inddeles borgerne i fire forskellige klynger – placeret ud fra deres sygdomsbelastning og plejebehov. Man kan altså lande i en af klyngerne med beskrivelserne »lav belastning«, »mellem belastning« eller »høj belastning«.
På den måde vil kommunen pejle sig ind på, hvem der lever sunde og usunde liv og målrette ressourcerne mod dem, der har størst behov for hjælp.
Patientorganisationer advarer dog om at bruge tvang.
Læs hele historien her.
Novo Nordisks slankemedicin Wegovy har gået sin sejrsgang i ind- og udland over den seneste tid.
Nu viser en ny undersøgelse, at hver fjerde dansker er interesseret i at tage vægttabsmedicinen, hvis de fik mulighed for det. Det skriver Jyllands-Posten.
Undersøgelsen er lavet af analyseinstituttet Wilke for Jyllands-Posten, der har spurgt i alt 1.000 danskere, om de ville tage den populære medicin.
Den viser blandt andet også, at 27 procent af dem, der ville tage Wegovy, er normal- eller undervægtige.
Formanden for Praktiserende Lægers Organisation Jørgen Skadborg er ikke overrasket over resultatet og fortæller, at de praktiserende læger er ved at blive lagt ned af den store efterspørgsel på slankemidlet.
Knæk Cancer-ugen sættes i gang til fordel for Kræftens Bekæmpelse.
Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), mødes med EU-landenes udenrigsministre i Bruxelles for blandt andet at diskutere konflikterne i Israel/Gaza, Ukraine/Rusland og Armenien/Aserbajdsjan.
Statsminister Mette Frederiksen (S) drager på statsbesøg i Japan, hvor hun skal mødes med landets premierminister, Fumio Kishida.
Tak, fordi du læste med, og god mandag!