Godmorgen, kære læser, og endnu en gang velkommen til dagens overblik.
I dag skal vi blandt andet et smut forbi Karen Blixens Museum samt historien om en række episoder med hjemløse migranter, der skaber frygt i et københavnsk idrætscenter.
Vi skal også forbi et højst usædvanligt læk fra den russiske ambassade i Danmark.
Lad os springe ud i det.
»Hjemløse migranter med et stort misbrug« skaber utryghed i københavnsk idrætscenter
Så sent som lørdag skete det igen.
En hjemløs udlænding opførte sig så truende over for personalet i et københavnsk idrætscenter, at det var nødvendigt at tilkalde politiet.
Det er blot en af flere episoder de seneste måneder, hvor udenlandske hjemløse har skabt utryghed blandt medarbejdere og brugere af Hillerødgade Bad og Hal på Nørrebro i København.
Steve Martinussen, der er sektionsleder i SvømKBH, fortæller, at udlændingene ofte er meget påvirkede af alkohol eller stoffer, når de finder vej til centret for eksempelvis at låne toilettet eller finde et hjørne at sove i.
»Det er ikke ulovligt at gå ind og bruge toilettet, men når det er utryghedsskabende for medarbejdere og gæster, så bliver det også en opgave for os,« siger Steve Martinussen.
Læs hele historien her hos Berlingske.

Det har været lukningstruet to gange. Nu bliver det reddet på stregen – igen
Karen Blixen Museum blev reddet på et hængende hår med en midlertidig bevilling fra staten ved finansloven for 2019.
En bevilling, som den tidligere regering ikke ønskede at forlænge.
Men noget har ændret sig. Den nye SVM-regering har nemlig valgt at forlænge det midlertidige tilskud til museet i sit nye finanslovsforslag, oplyser kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
Det betyder, at det selvejende Karen Blixen Museum over de næste fire år vil modtage 3,1 millioner kroner årligt til driften af museet.
»Jeg har arbejdet hårdt for at sikre finansiering på den her finanslov for en stor del af de kulturinstitutioner, som kigger ind i en usikker fremtid,« siger Jakob Engel-Schmidt.
Læs hele historien her hos Berlingske.

Rusland bryder diplomatisk grundregel: Lækker Danmarks svar om Nord Stream-efterforskning
Berlingske kunne onsdag aften give et indblik i det diplomatiske spil mellem Rusland og Danmark, der ellers plejer at foregå bag lukkede døre.
Hidtil uhørt har Rusland nemlig givet Berlingske indsigt i korrespondancen mellem de to lande.
Og den tyder på, at Danmark bevidst sylter de russiske henvendelser, vurderer Martin Marcussen, der forsker i diplomati ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.
»Når der kommer et brev fra Rusland, bliver det åbnet som det første. Så det er ikke, fordi det bare er blevet væk i indbakken. Det er bevidst blevet strategisk syltet,« lyder det.
Læs hele historien her hos Berlingske.

Hospital indberettede ikke livstruende ventetidskaos. Nu skal hele landets kræftbehandling kulegraves
Mindst 182 gange i 2022 oplevede kræftpatienter, at afdelingen for mave- og tarmkirurgi på Aarhus Universitetshospital overskred tidsfristen for, hvor lang tid patienter må vente på en operation.
Lægefaglig direktør på hospitalet Claus Thomsen kan ikke afvise, at det kan have kostet menneskeliv.
Men ikke en eneste gang er den alvorlige oplysning gået videre til Sundhedsstyrelsen, oplyser Aarhus Universitetshospital til DR.
Og det er i strid med loven, vurderer eksperter over for DR.
»Regionerne skal indberette til Sundhedsstyrelsen, om man har kapacitet til at behandle inden for de maksimale tidsfrister på de sygehusafdelinger, som behandler kræftpatienter,« siger Helle Bødker Madsen, der er professor i sundhedsjura på Aarhus Universitet.
Sagen har rystet og bekymret sundhedsminister Sophie Løhde (V) i en sådan grad, at hun nu vil udvide redegørelsen af kræftbehandlingen til hele landet – og altså ikke blot i Region Midtjylland, hvor den aktuelle sag fra mave-tarmafdelingen har fundet sted.
Det oplyser ministeren til Jyllands-Posten.
»Patienter med en livstruende kræftsygdom skal hurtigt kunne få behandling, og det er helt afgørende, at de oplysninger, som regionerne melder ind om overskridelser af maksimale ventetider, er pålidelige,« udtaler Sophie Løhde i en skriftlig kommentar og fortsætter:
»Jeg har bedt Sundhedsstyrelsen om at indkalde alle fem regioner til et møde snarest muligt for at sikre, at de tilbyder patienterne rettidig behandling og lever op til reglerne.«
Læs artiklen hos DR her og artiklen hos Jyllands-Posten her.
Det sker i dag
Regeringen præsenterer finanslovsforslag: Klokken 12 præsenterer SVM-regeringen dets finanslovsforslag på et pressemøde, hvor finansminister Nicolai Wammen (S), fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) deltager.
TikTok-chef vidner i Kongressen: Shou Zi Chew, topchef i det kinesiske sociale medie TikTok, vidner i den amerikanske kongres. TikTok er på det seneste kommet i modvind i mange vestlige lande af frygt for, at den kinesiske stat kan overvåge og misbruge oplysninger fra TikTok-brugere.
EU-topmøde: EUs stats- og regeringschefer samles til topmøde i Bruxelles 23.-24. marts. På dagsordenen torsdag er blandt andet Ukraine og konkurrenceevne.
Dansk-finsk fodboldopgør: Det danske herrelandshold i fodbold spiller i Parken mod Finland. Det er en kvalifikationskamp til EM i Tyskland i 2024.