Dagens overblik: Danskerne stod i kø i timevis for at få lyntests
Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier.

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier.

Godmorgen og velkommen til Berlingske.
Mens du sov, har verden gået sin slagne gang. Her er en række overskrifter, der hurtigt kan give dig overblik over morgenens vigtigste historier. Men først skal vi lige se på de seneste coronatal, som denne gang dækker over 28 timer efter et systemnedbrud, der forsinkede tallene fra Statens Serum Institut.
Bekræftede smittede i Danmark: 107.116 (3.552 nye smittede lørdag)
Antal indlagte: 371
Antal indlagte på intensiv: 54 (31 i respirator)
Antal bekræftede døde i Danmark: 935
Antal bekræftede smittede på verdensplan: 71.698.043
Antal dødsfald på verdensplan: 1.604.928
De danske tal kan man nærlæse her – og de internationale tal kan du finde ved at klikke her.
I den positive ende af skalaen meddelte de amerikanske myndigheder, at USA mandag vil være klar til at vaccinere de første amerikanere efter en hastebehandling af vaccinen fra medicinalfirmaet Pfizer i landets levnedsmiddelstyrelse, Food and Drugs Administration. 2,9 millioner doser er hen over weekenden på vej til de 50 delstater.
Og danskerne stod i kø for at blive lyntestet, efter at sundhedsmyndighederne har åbnet for muligheden for en hurtigere, men mere usikker test som supplement til det testtilbud, der allerede eksisterer, men som har svært ved at følge med efterspørgslen. Testen er gratis og de nye teststeder kan tilgås uden henvis fra lægen eller tidsbestilling. Det gav kø og ventetid ved de nye teststeder lørdag. I Hvidovre måtte mange vente i op til tre timer for at få deres test.
I første omgang var der 5.000 gratis corona-lyntests til rådighed i de 12 testcentre, som Falck åbnede over hele landet.
»Der var kø, allerede inden vi åbnede klokken 10« siger ambulancedirektør i Falck Jørgen Mieritz. Den historie kan man læse i Politiken, hvis man har abonnement,
Du kan også læse om den nye tests fordele og ulemper i en artikel fra Berlingske.
Og lad os så se lidt på dagens andre væsentlige historier.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har nu bestemt, at den statistik, der laves over indvandrere i forbindelse med integration skal laves om. I stedet for at dele nytilkomne i landet op i indvandrere fra »vestlige« og »ikkevestlige lande« slås 24 overvejende muslimske lande fra Mellemøsten og Nordafrika sammen i en pulje for sig.
Det vil give ministeriet mulighed for at undersøge denne gruppe særskilt, når der skal ses på, hvordan det for eksempel står til med kriminalitet og beskæftigelse blandt indvandrere og deres efterkommere i Danmark.
»Vi har brug for mere ærlige tal, og jeg tror, at det vil gavne og kvalificere integrationsdebatten, hvis vi får de tal frem i lyset, for grundlæggende viser de jo, at vi i Danmark ikke rigtig har problemer med folk fra Latinamerika og Fjernasien. Der, hvor vi har problemer, er med folk fra Mellemøsten og Nordafrika,« siger Mattias Tesfaye.
Den nye opdeling sker på baggrund af, at indvandrere fra en del af landene i den nye gruppering er overrepræsenteret i kriminalitets – og arbejdsløshedsstatistikkerne.
Du kan læse historien her.
Mandag afleverer den såkaldte Instrukskommission en delberetning til justitsminister Nick Hækkerup (S) om sagen, hvor mere end en snes asylpar – hvor den ene part var under 18 år – blev adskilt, uden at der blev foretaget partshøring.
Det er en beretning, som Christiansborg venter på med både spænding og nervøsitet. Folketingets Ombudsmand har tidligere vurderet, at det var ulovligt at skille asylpar uden at give mulighed for undtagelser og en konkret, individuel vurdering.
Delberetningen vil – meddelte kommissionen for nylig – »indeholde en redegørelse for det begivenhedsforløb, der er omfattet af kommissoriet, og kommissionens vurderinger af, hvad der bevismæssigt kan lægges til grund om det faktiske forløb«.
Berlingskes Thue Ahrenkilde Holm opridser, hvad vi indtil videre ved om, hvad der skete fra den dag, daværende integrationsminister Inger Støjberg (V) i en minibus fra lufthavnen læste en nyhed om barnebrude, der boede sammen med deres ældre ægtemænd i de danske asylcentre. Den spændende fortælling kan du læse her.
Det blev ikke lige det år, dronning Margrethe havde tænkt sig. Mange af de begivenheder, majestæten og danskerne havde set fem til at fejre, blev aflyst. Dronningens egen 80-års fødselsdag foregik uden officiel festivitas, 75-året for befrielsen og fejringen af 100-året for genforeningen blev også afviklet under anderledes nedtonede former.
Når Dronningen skal tale til danskerne nytårsaften kl. 18, skal hun holde tungen lige i munden. Det mener i hvert fald Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen. For efter et år med pandemi i landet, minksag og almindelig coronatræthed er fronterne trukket hårdt op i Danmark. I en analyse i dagens avis kalder Thomas Larsen talen for »en svær opgave.«
»Mens stemningen i foråret var præget af vilje til sammenhold, er polariseringen blevet mere fremherskende i dag, ligesom håndteringen af coronakrisen er blevet langt mere politiseret, end det var tilfældet i marts-april.
Det betyder, at Dronningen og Statsministeriet skal være yderst omhyggelige med at undgå, at Majestæten bliver indrulleret i det politiske opgør om håndteringen af coronakrisen,« skriver han.
Du kan læse Thomas Larsen analyse her.
Og lad os så lige slutte med en af de gode nyheder, vi tørster efter i denne tid.
Den danske film »Druk« løb lørdag aften med prisen for både Bedste Instruktør (Thomas Vinterberg), Bedste Europæiske skuespiller (Mads Mikkelsen) og Bedste Manus (Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm) ved European Film Awards, der betegnes som europæisk films Oscar. Tillykke.
Læs mere her.