Fra det øjeblik coronavirus viste sig som en global trussel, stod det klart, at virussen ville teste hvert samfunds styrke, modstandskraft og evne til at reagere. Næsten et år senere er det nu tid til at vurdere, hvem der har bestået prøven, og hvem der ikke har gjort det.
Når det gælder offentlig sundhed, er svaret klart: Østasien — herunder Australien og New Zealand — har klaret testen med glans. I resten af verden har Europa klaret sig ujævnt, og USA har vaklet, mens udviklingslandene virkelig har kæmpet.
I den første ujævne indsats har held mere end noget andet spillet en rolle. I Europa blev Italien og Spanien ramt ekstremt hårdt af den første bølge, fordi den dengang ukendte coronavirus ubemærket fik fat, før den bredte sig med fuld styrke. Derimod så Tyskland og Polen virussen komme og kunne derfor i tide sætte ind med effektive foranstaltninger.
Mens hvis regeringerne kan pege på held eller uheld som forklaring på forskellene i dødstallet under den første bølge, så holder det argument ikke i anden bølge. Politikerne kan ikke fralægge sig ansvaret for, at pandemien har bredt sig ukontrolleret i USA eller er blusset op igen i Europa.
To valg at træffe
I diskussionerne om den førte politik er der to afvejninger, der dominerer. Den første – mellem sygdomsbekæmpelse og individets rettigheder – er svær at undgå. Kontaktsporing og karantænekrav er effektive midler til at bekæmpe virussmitten, men griber ind i borgernes rettigheder.
Kina skiller sig klart ud med sin manglende respekt for individets frihed, men de vestlige samfund ville også have svært ved at acceptere de privatlivskrænkende sporingstiltag, man har taget i Sydkorea og Singapore. Hvad enten man kan lide det eller ej, er der en pris at betale for den frihed og det privatliv, vi holder så meget af.
Den anden afvejning er ikke mellem at redde liv og redde økonomien. Den er tværtimod et valg mellem at stramme op nu eller være tvunget til at stramme endnu mere op i morgen. De europæiske lande valgte en streng nedlukning i foråret for så nærmest at gå bort fra kravet om social afstand i løbet af sommeren.
Da vi nåede oktober, var den eneste valgmulighed at stramme skruen igen. Australien traf et andet valg og gjorde sine sygdomsbekæmpende tiltag gradvist strammere i løbet af landets vintersæson. Derfor var landet i stand til at slække på tiltagene, netop som de europæiske lande måtte stramme op igen.
I en nylig kommentar hudflettede de franske økonomer Philippe Aghion og Patrick Artus de europæiske landes op- og nedlukninger. De indvendte, at det havde været bedre at beholde tilstrækkeligt mange restriktioner hen over sommeren. Selvom anden nedlukning er langt mindre hård end den første, har den ramt virksomheder og husstande, som allerede var svage, og det har formørket den økonomiske horisont. Set i bakspejlet kunne Europa måske have undgået dette ved at holde motionscentre og barer lukket hele sommeren.
USA har åbenbart ikke fået noget ud af den større stimulus fra statsbudgettet, for forbrugerne reagerede på den hidtil usete usikkerhed ved at hamstre penge i rekordstort omfang
Det korte af det lange er, at hvad enten det var af princip eller manglende konsekvens, så traf de vestlige lande deres valg, mens Østasien traf et andet. Og for anden gang på kun lidt over et årti — sidste gang var den globale finanskrise — er Vesten nu fanget i en malstrøm, mens Asien denne gang sejler videre.
Hvad den økonomiske respons angår, går den mest interessante kontrast på tværs af Atlanten. USAs tilgang under præsident Donald Trump har været at lade virksomhederne fyre deres ansatte (måske med et løfte om at genansætte dem senere), mens regeringen satte ind med en massiv støtte gennem skattelettelser og ekstra arbejdsløshedsstøtte.
De europæiske lande har i stedet forladt sig på generelle statsfinansierede lønstøtteordninger, hvor de ansatte har bevaret deres indtægt og ansættelsesstatus, mens der (i hvert fald uden for Storbritannien) er givet mindre direkte støtte via statsbudgettet. Derfor forventer Den Internationale Valutafond (IMF), at USAs budgetunderskud i 2020 vil nå rekord for efterkrigstiden på 19 procent af BNP, næsten det dobbelte af gennemsnittet i eurozonen.
Trumps USA: Økonomien først
I det store hele har USA altså under Trump bevidst sat økonomien først og valgt mindre beskyttelse af den offentlige sundhed og mindre beskyttelse af lønmodtagere, men til gengæld større direkte støtte. De europæiske lande har sat den offentlige sundhed og den sociale beskyttelse først med stramme restriktioner i starten og tidsubegrænset støtte for at beskytte beskæftigelsen – uden nogen særlig ekstra stimulus via statsbudgettet.
Uundgåeligt nok var dykket i økonomien i foråret meget større i Europa end i USA (med undtagelse af Tyskland, hvor nedlukningen var mindre streng). Men arbejdsløsheden i Europa steg langt mindre. Jason Furman fra Harvard University anslår, at det, han kalder den realistiske arbejdsløshed i USA, steg fra 3,6 procent ved krisens udspring til 20 procent i april. Derimod blev op mod en fjerdedel af arbejdsstyrken i Europa sendt hjem med lønkompensation, mens kun gig-arbejdere, løsarbejdere og nye på arbejdsmarkedet endte med at blive ledige. For langt det store flertal af borgere virkede det sociale sikkerhedsnet langt bedre, end det gjorde i USA.
Forbløffende nok kom den europæiske økonomi stærkt igen, da landene åbnede igen, selvom der relativt set var mindre stimulus. BNP for tredje kvartal lå i Tyskland og Frankrig på cirka 95 procent af niveauet før krisen, akkurat som i USA (tallet var lavere i Spanien, primært på grund af kollapset i turistsektoren, mens der endnu ikke er tal for Italien). Hvad disse økonomier end fik af knubs under nedlukningen, berøvede det altså ikke deres modstandskraft.
Europa: Ingen pris for sundhed først
Derfor ser Europa altså ikke ud til at have betalt en pris for at vælge at sætte sundheden højere end økonomien. Og USA har åbenbart ikke fået noget ud af den større stimulus fra statsbudgettet, for forbrugerne reagerede på den hidtil usete usikkerhed ved at hamstre penge i rekordstort omfang.
Mellem januar og april 2020 eksploderede amerikanernes private opsparingstakt fra 7,0 til 33 procent, og den ligger stadig et godt stykke over det normale. De penge, staten skød i økonomien, hjalp de fattige, men i det store hele endte pengene på amerikanernes bankkonti i stedet for at sætte gang i forbruget og økonomien.
Juryen voterer stadig og venter nu på resultatet af Europas anden nedlukning. Men i pandemikrigens tåge står ét allerede klart: Selvom Europa måske kan spørge sig selv, om man gjorde det rigtige ved ikke at efterligne Australiens hårde strategi for at bekæmpe pandemien, så er der ingen grund til at fortryde, at man fravalgte USAs misforståede strategi.
Jean Pisani-Ferry er seniorfellow ved tænketanken Bruegel i Bruxelles og Peterson Institute for International Economics og professor ved European University Institute.
Copyright: Project Syndicate, 2020. www.project-syndicate.org
Oversat af Bibi Christensen
