13 skudepisoder, 33 sårede og én dræbt i 2023 som følge af bandekonflikten i Danmark.
»Vi skal ikke have svenske tilstande,« fortalte justitsminister Peter Hummelgaard (S) til dagens pressemøde, hvor regeringen, for at komme bandekriminaliteten til livs, præsenterede en fjerde bandepakke, som allerede var bebudet af den tidligere justitsminister Mattias Tesfaye (S), tilbage i 2022 under den daværende S-regering.
Her stillede en journalist – Ekstra Bladets Brian Weichardt – et spørgsmål, der fik Mette Frederiksen til at mindes et Danmark, som »ulykkeligvis« har ændret sig.
Spørgsmålet fra Weichardt gik på, hvorfor man ikke helt fra starten af »straffede rigtigt?«
Han forklarede det med, at der før i dag allerede var 89 tiltag fra de tre andre bandepakker, og nu kommer der 39 oveni. Så hvorfor skærper man ikke straffene meget mere?
Statsminister Mette Frederiksen (S) kaldte spørgsmålet interessant.
»Der var engang i Danmark, hvor vi ikke havde behov for at straffe ret hårdt, fordi vi ikke havde ret meget kriminalitet. Sådan var Danmark jo engang,« svarede hun og fortsatte:
»Vi har været et af de lande i verden med den laveste kriminalitet, og derfor havde vi ikke behov for at straffe ret hårdt. Det har ændret sig – desværre. Det hænger ulykkeligvis sammen med udlændingepolitikken.«
Og denne ændring af kriminalitetsbilledet er skyld i, at man i regeringen har haft behov for at skærpe straffen ad flere omgange.
Hun tror, at den forråelse, som man har set i den personfarlige kriminalitet i Danmark, har en alvorlig etnisk slagside. Derfor har »billedet ændret sig radikalt gennem de senere år«.
Så hvad angår spørgsmålet om hårdere straffe, så svarede Mette Frederiksen, at man godt kan diskutere, om man skal have flere livstidsdomme i Danmark.
For nylig er bandekonflikten kun eskaleret mellem Hells Angels (HA) og den forbudte bande Loyal to Familia (LTF). På Christiania blev en mand skuddræbt og fire civile blev såret for lidt over to uger siden, og for tre dage siden bekræftede politiet en eksplosion på HAs klubhus ved Svanevej i Nordvest, hvor politiet blandt andet har opsat en visitationszone for at begrænse kriminaliteten.
I et forsøg på at stoppe udviklingen og et eventuelt modangreb fra HA, har politiet nu lukket syv Hells Angels-klublokaler fordelt i København og på Nordsjælland.
Bandepakken, regeringen præsenterede i dag, er den største af de nu fire bandepakker, der er fremlagt af forskellige justitsministre og regeringer.
Til pressemødet nævnte økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V) en skærpet straf for ydmygelsesvold, styrket kontrol med prøveløsladte bandemedlemmer og skærpet straf for at bære eller bruge kniv som nogle af de tiltag, der findes i bandepakken. Du kan læse om dem alle her.