Coronakrisen gav Christina tid til at tænke over sin tilværelse – nu har hun taget en livsændrende beslutning

Hver sjette dansker har foretaget en større livsændring på grund af coronakrisen, viser nye tal. En af dem er Christina Skov Hegner, der under coronakrisen fik tid til at mærke efter, om hun levede det liv, hun gerne ville. Nu har hun opsagt sit job og er begyndt på en helt ny tilværelse.

»Det har været rart at få tid til at tænke over tilværelsen. Og det har resulteret i, at jeg er trådt et skridt baglæns og har taget en pause fra hamsterhjulet,« lyder det fra Christina Skov Hegner. Linda Kastrup

Hunden Flex flader ud på gulvet i stuen, mens treårige Pinja og hendes far, Morten Hegner, tumler rundt på en madras ved siden af.

Til trods for lejlighedens 56 kvadratmeter er der i den lille stue plads til både skrivebord, voksenspisebord, børnespisebord, dukkehus, gynge, madras, hund og fire mennesker.