Christina er 26 år og ædru alkoholiker: »Det er enormt let at camouflere sig som alkoholiker i det her samfund«

Christina Riis Jensen drak så meget alkohol i ungdommen, at det udviklede sig til et misbrug. I dag er hun 26 år og ædru alkoholiker.

Engang festede Christina Riis Jensen næsten dagligt. I dag har hun været ædru i næsten to år. Mathias Svold

Christina Riis Jensen drak første gang alkohol, da hun var 13 år. Ligesom mange af vennerne havde hun ved en nytårsfest af sine forældre fået lov til at medbringe en Bacardi Breezer.

I de ældste klasser i folkeskolen og i gymnasiet drak hun sig sammen med sine jævnaldrende ofte fuld til festerne. På dette tidspunkt havde Christina ingen anelse om, at hun var i gang med at udvikle et alkoholmisbrug, der betød, at hun i en alder af 23 år måtte erkende, at hun havde et problem.