Nordjyske Mediers ansvarshavende chefredaktør Søren Rosenlund Christensen døde i begyndelsen af februar i år af komplikationer i forbindelse med en trafikulykke tidligere samme uge.

Nu har Patienterstatningen i en afgørelse fastslået, at den 44-årige chefredaktør »med overvejende sandsynlighed« kunne have overlevet, hvis han havde fået den rette behandling af lægevagt og sygehus, skriver Nordjyske.

»Samlet er det vores vurdering, at behandlingen af Søren Rosenlund Christensen hverken hos lægevagten eller på Aalborg Universitetshospital har levet op til erfaren specialiststandard, idet den relevante behandling er blevet forsinket begge steder. Vi har tillige vurderet, at Søren Rosenlund Christensen uden disse forsinkelser ville have fået en tidligere og med overvejende sandsynlighed livreddende behandling,« skriver Patienterstatningen ifølge Nordjyske.

Søren Rosenlund Christensen døde af en infektion, efter trafikulykken. Han blev indlagt på skadestuen, da han under en cykeltur 5. februar blev ramt af en uopmærksom bilist. Han fik blandt andet syet en flænge over knæet, men fik ikke antibiotika.

Søren Rosenlund Christensen udviklede som følge heraf den sjældne bakterielle infektion nekrotiserende fasciitis, der forårsager vævsdød i muskler og musklers bindevæv.

Selv om infektionen spredte sig i kroppen hos den 44-årige chefredaktør, blev diagnosen ikke stillet før om formiddagen 7. februar, da Søren Rosenlund Christensen igen blev indlagt. Han døde kort tid efter.

Chefredaktøren efterlod sig hustruen Arina Nell Richter og sine to voksne sønner. Patienterstatningen tildeler hans enke en million kroner, der er minimumserstatningen. Der er dog tale om en foreløbig erstatning, idet det endelige beløb endnu ikke er udregnet.

I juni kom det frem, at Søren Rosenlund Christensen formentlig ville have overlevet i tilfælde af hurtigere behandling med penicillin.

Dengang sagde professor Niels Frimodt-Møller, overlæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling ved  Rigshospitalet til Nordjyske:

»I dette tilfælde kunne almindelig penicillin formentlig have reddet hans liv, da han var inficeret med en meget penicillinfølsom bakterie.