Chefen for Hæren er sat i coronakarantæne
Hjemmekarantæne til general Michael Lollesgaard. Han har mødt Italiens hærchef, som er smittet med corona.
Hjemmekarantæne til general Michael Lollesgaard. Han har mødt Italiens hærchef, som er smittet med corona.
Chefen for Hæren, general Michael Lollesgaard, er blevet sendt i karantæne på grund af risikoen for coronavirus, oplyser Forsvaret.
Det skyldes, at han har deltaget i et møde i Nato med Italiens hærchef, som er testet positiv for Covid-19.
Desuden er en chef for Forsvarskommandoens kommunikationsafdeling sat i karantæne.
Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, som har vurderet, at de to skal placeres i hjemmekarantæne. Dette er sket søndag aften.
Begge personer har det godt og er uden symptomer, oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.
På trods af hjemmekarantænen varetager generalen fortsat kommandoen over Hæren, hedder det.
Mødet, hvor Italiens hærchef deltog, fandt sted fredag i Wiesbaden i Tyskland. Her mødtes repræsentanter fra en række Nato-lande. Efter mødet blev den italienske hærchef testet positiv.
/ritzau/
Opdateres...