Carlsberg-formands udtalelser om »redeskidere« får hård kritik af kongeligt selskab: »Meget skadelige« for videnskaberne

Debatten om en gruppe danske fysikeres fatale fejl i en artikel fortsætter: Flemming Besenbacher udtalte sig både skadeligt og uværdigt, da han blandede sig i sagen og krævede, at den fik konsekvenser for kritikerne, fastslår Videnskabernes Selskab, der dog freder ham som formand for Carlsbergfondet.

Flemming Besenbacher har tidligere beklaget sit bramfri ordvalg i sagen. Tobias Kobborg

Det begyndte med en fatal fejl i en artikel om kunstig intelligens og eksploderede med hidsige anklager om »redeskideri« og »ukollegial« opførsel i toppen af dansk forskning.

Nu er forløbet omkring en dansk forskerfejl kommet på dagsordenen hos selveste Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab – organet for rigets fremmeste forskere – hvor sagen er blevet genstand for undersøgelser, hård kritik og heftig debat.