Der er behov for at lade private virksomheder hjælpe til med at vaccinere befolkningen.
Det mener Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen, der ikke har tillid til, at det offentlige sundhedsvæsen kan stå for tusindvis af vaccinationer uden at støde på problemer.
»Det er en nødvendig idé og en god idé at få private med indover,« siger Brian Mikkelsen til Ritzau:
»Vi har kunnet se med pcr-testene, hvor lange ventetider der var. Her kan man ikke gamble.«
Ideen bliver bakket op af virksomhederne Carelink og Falck, der til daglig hjælper til med at lynteste tusindvis af borgere.
Brian Rosenberg, der er administrerende direktør i Carelink, siger til Ritzau, at myndighederne bør sætte vaccinationshjælpen i udbud, så de enkelte selskaber kan byde på opgaven og begynde at planlægge og kvalitetssikre indsatsen allerede nu.
»Jo før vi kan få alle danskere vaccineret, jo bedre er det. Det går bare stærkere, hvis man samler de offentlige og de private kræfter,« siger han.
Internt i Falck er det blevet drøftet, hvorvidt der kan hjælpes til med vaccinationsindsatsen.
»Hvis og såfremt myndighederne på et tidspunkt får behov for at få flere til at give vacciner, vil vi selvfølgelig gerne hjælpe til,« siger Jørgen Mieritz, der er ambulancedirektør hos Falck, til Ritzau.
Han påpeger, at Falck har kræfterne, erfaringen og logistikken til at hjælpe, hvis der opstår et akut behov.
Ingen af virksomhederne er dog endnu blevet kontaktet af myndighederne.