By & Havn har ikke tidligere haft markedsføring som en selvstændig og aktiv del af selskabets kommercielle udtryk. 

Men nu skal københavnerne forstå, hvilken værdi By & Havn tilfører til byen, og derfor lavede de i februar 2024 et udbud, hvor ønsket er at finde et bureau, som skal stå for deres kommunikation de næste fire år. 

Et udbud, som har en værdi på op til 43 millioner kroner, som det fremgår i det offentlige udbudsmateriale

Her skriver de: »Rammeaftalen har en maksimal værdi på DKK 43 mio. ekskl. moms i Rammeaftalens samlede løbetid, inkl. optioner på forlængelse.« 

Selvsamme udbud på 43 millioner kroner, skælder flere borgmestre nu ud over over for Byrummonitor

Bureauer kan byde på udbuddet frem til 29. februar klokken 23.59, hvor fristen for ansøgning til prækvalifikation er. Herefter vil fire udvælges til at afgive indledende tilbud, som senest skal være afgivet 10. april, står der i udbuddets »Udbudsbetingelser«. 

Et bredt flertal og fem borgmestre ønsker forklaring

Københavns Kommune ejer 95 procent af By & Havn, mens staten ejer de sidste fem procent, skriver By & Havn i deres »Brandposition«. 

Det er derfor en forudsætning for By & Havns arbejde, at deres forretningsstrategi godkendes af politikerne i kommunens økonomiudvalg hvert kvartal, skriver Byrummonitor

Men udbuddet til den nye kommunikationsstrategi blev ikke nævnt ved sidste møde i november 2023, fortæller Jens Kristian Lütken (V), der er udvalgsmedlem og beskæftigelses- og integrationsborgmester, til mediet. 

Byrummonitor har i alt interviewet fem borgmestre, der alle stiller sig uforstående over for udbuddet fra By & Havn. Du kan læse alle udtalelserne her

Jens Kristian Lütken (V) siger til Byrummonitor, at det havde været på sin plads, hvis et så stort beløb var blevet præsenteret, da muligheden var der i november 2023. 

»Jeg er i hvert fald ikke blevet præsenteret for det, og 43 millioner kroner er meget, når man sammenligner med, hvad store erhvervsorganisationer bruger på kommunikation årligt. Og når vi som politikere og medejere ser noget, der stikker så meget ud, så forholder jeg mig naturligvis kritisk til det,« siger han til Byrummonitor. 

I samme interview med Byrummonitor afviser Kristian Wederkinck, at Økonomiudvalget ikke skulle være blevet informeret, og henviser til, at udbud er en del af det årsbudget, som bliver godkendt af By & Havns bestyrelse, ligesom at udbuddet heller ikke godkender udbud af it-løsninger, forklarer han til Byrummonitor. 

Bedre kommunikation for 43 millioner

By & Havn ønsker at brede kendskabet til selskabet ud over årrækken 2024-2027. 

Blandt andet har selskabet spillet en central rolle i Ørestad og Nordhavn, og så sælger By & Havn byggegrunde og etablerer veje, kanaler, parkeringshuse og grønne områder – og etablerer Lynetteholmens landareal.

Og det er netop dét, By & Havn ønsker at kommunikere ud, så offentligheden kender til deres arbejde. 

I det offentlige udbud skriver de således:

»I forbindelse med By & Havns forretningsstrategi 2024-2027 ønsker selskabet at kommunikere sine forretningsområder: Bykvarterer, udlejning, parkering, havnen og stormflodssikring bredere og mere tydeligt ud, herunder på nye kanaler.«

De skriver endvidere i samme dokument, at de »ikke tidligere har haft markedsføring som en selvstændig og aktiv del af selskabets kommercielle udtryk«.

I det offentlige udbud skriver de også, at der kræves »syv nøglemedarbejdere«. Og under »Skabelon til tilbudsgivers projektorganisation« beskrives de syv nøglemedarbejdere som: 

»Kontaktansvarlig, som er den overordnede ansvarlige for Rammeaftalen, en kreativ chef, en strategisk planner, en Art Director, en copywriter, en media Planner, en projektleder, en grafiker og en digital producer.« 

I By & Havns »Brandposition-materiale« står der endvidere, at midler afsat til kommunikation er vigtigt, fordi tidligere undersøgelser viser, at By & Havn generelt har en »høj troværdighed blandt professionelle partnere, politikere og journalister«. 

Samme troværdighed findes dog ikke blandt den brede befolkning, skriver By & Havn. 

»Blandt den brede københavnske offentlighed er skeptiske stemmer, der er med til at bidrage til en ensidig og unuanceret fortælling om By & Havn.«

By & Havn har før mødt modstand

By & Havn har ført været indblandet i en række omdiskuterede sager. Blandt andet byggeriet på Lynetteholm, hvor Klimabevægelsen lagde sag an mod By & Havn og Transportministeriet, og byggerier på Amager Fælled. Det skrev Berlingske om her

Men By & Havns kommunikationschef, Kristian Wederkinck, afviser over for Byrummonitor, at det er på grund af de omdiskuterede sager, der er blevet skabt et behov for det millionstore udbud. 

»Det er flere opgaver. Det er en kæmpe kommunikationsopgave at ramme så mange mennesker på så mange platforme. Så det synes jeg ikke er unormalt. Det her handler ikke om syv nye fuldtidsstillinger, men om, at vi ønsker et bureau med en vis bredde og kvalitet i opgaveløsningen,« svarer Kristian Wederkinck Byrummonitor. 

Spørgsmålet om det store udbud vil ifølge Byrummonitor blive drøftet blandt politikerne i Økonomiudvalget ved næste møde, som er den 5. marts.