Ishøj Kommunes borgmester, Ole Bjørstorp fra Ishøjlisten, stiller sig stærkt tvivlende over for, om kommunens børn kommer tilbage i skole på denne side af sommerferien. Det skriver Politiken.
For incidensen, der dækker over antallet af smittede per 100.000 indbyggere i kommunen, er stadig meget høj, og det har den været næsten siden pandemiens indtog i Danmark.
Utallige gange har Ishøj toppet Statens Serum Instituts (SSI) incidensliste, og tirsdag eftermiddag er ikke anderledes. Tirsdag ligger tallet på 424,3, hvilket er næsten dobbelt så højt som den næstmest smittede kommune, Høje-Taastrup.
Mens de fleste af landets kommuner har fået grønt lys til at åbne skolerne for eleverne i 5. til 8. klasse på halv tid, er Ishøj Kommune en af ti undtagelser, der alle ligger på Sjælland – og flere omkring København.
Onsdag før påske kom regeringen med et udspil, der lægger op til, at kommuner selv skal tage initiativ til en nedlukning, hvis incidensen overskrider 200. Udspillet skal drøftes i Epidemiudvalget onsdag.

»Jeg går ud fra, at beslutningen gælder fra på mandag. Det betyder, at skolerne ikke kan lukke op før efter sommerferien. Vi kan ikke nå at få det på plads inden da, vi har en incidens over 400, den skal ned på 200, som de vedtager. Der kan gå rigtig lang tid, før vi kommer derned,« siger Ole Bjørstorp til Politiken.
Som tallene ser ud tirsdag, er fire kommuner over en incidens på 200. Det gør sig gældende for Ishøj, Høje-Taastrup, Halsnæs og Rødovre, mens Albertslund kysser grænsen med en incidens på 195,1.
Dog vil nedlukningerne basere sig på såkaldte »testkorrigerede incidenstal«. Disse sendes på nuværende tidspunkt ikke ud til offentligheden på daglig basis.
Ifølge Ole Bjørstorp skal budskabet om test og overholdelse af retningslinjerne meldes ud via kommunens moskeer, boligorganisationer og grundejerforeninger.
En væsentlig del af den høje smitte antages at stamme fra kommunens indvandrermiljøer og boligområder, hvor folk bor meget tæt, og hvor myndighedernes anbefalinger muligvis viser sig svære at nå ud.
En bekymring for borgmesteren er også, at næste uge markerer den muslimske højtid ramadanen, der er en fasteperiode, der traditionelt medfører større socialt samvær med familien.