Der er et ønske om en regional genåbning fra Holstebros borgmester, Hans Christian Østerby (S), når landets 98 borgmestre skal mødes i dag klokken 11 for at drøfte genåbningen af Danmark.

Det skriver DR.

Med et incidenstal på 22,2 ligger Holstebro Kommune langt under de incidenstal, der hersker på Vestegnen og i Storkøbenhavn. I Region Hovedstaden ligger Ishøj Kommune i top med et incidenstal på 161,9, mens Kolding med et incidenstal på 300 har det højeste på nationalt plan.

»Jeg tror, det er vigtigt at sige, at vi ikke alle kan være en form for gidsler for Vestegnen og Storkøbenhavn. Jeg tror, det er vigtigt, vi ser på nogle regionale muligheder for genåbning,« siger borgmesteren til DR.

I regionerne med lav smitte bør man åbne yderligere op for både erhvervsliv, detailhandel og skoler, mener han.

På mødet deltager også justitsminister Nick Hækkerup (S), uddannelses- og forskningsminister Ane Halsbo-Jørgensen (S) og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) samt Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner, skrev DR i sidste uge.

Det forventes, at myndighederne senest onsdag melder ud, om restriktionerne lempes enten på nationalt eller regionalt plan. Læs mere om regeringens plan for genåbning her.