Antallet af børn, der vaccineres mod skoldkopper, stiger kraftigt, og forældrenes økonomiske formåen har efter alt at dømme stor betydning for, hvilke børn der får de beskyttende stik – og hvem der ikke får det.

Det fremgår af oplysninger til Folketingets sundhedsudvalg, som viser, at der er store forskelle fra kommune til kommune på, hvor mange og hvor stor en andel af børnene der får de to vaccinationer – til 850 kroner pr. styk. – mod den generende og i nogle tilfælde stærkt skadelige sygdom.