Til efteråret får børn ned til 12 år tilbudt en vaccine mod covid-19.
Det fortalte Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, på et pressemøde torsdag:
»Vi har brug for befolkningsimmunitet. Derfor vil vi tilbyde vaccinen til 12-15-årige. Det vil medvirke til, at vi bevarer epidemikontrollen hen over vinteren.«
Berlingske har spurgt fire forældre, om de har tænkt sig at lade deres børn vaccinere.

Thomas Mølgaard, it-projektleder, far til Sofie på 15 år
Vil du lade dit barn vaccinere nu, hvor det er blevet muligt?
»Absolut. Det vil jeg ikke have de store betænkeligheder ved.
Det bliver nemmere for hende, og jeg er ikke vaccineforskrækket. Vi har vaccineret folk i jeg ved ikke hvor mange år her i Danmark mod alt muligt. Så absolut, det ville jeg.
Jeg er for så vidt glad for, at hun bliver tilbudt vaccinen nu. Jeg ved godt, hun bliver mindre syg af corona end os gamle, men det fjerner bekymringen – for os, men også for hende.
I sidste ende er det selvfølgelig op til hende selv. Vil hun ikke, så vil hun ikke. Men hvis hun spørger mig, så synes jeg, hun skal vaccineres.«

Julie Qvistgaard, fødevarefaglig rådgiver, mor til Atla på 12 år
Vil du lade dit barn vaccinere nu, hvor det er blevet muligt?
»Jeg har ikke rigtig taget stilling til det endnu. Jeg bliver lidt overrumplet over, at det nu er muligt.
Jeg tror måske, jeg vil vente lidt og høre, hvilke erfaringer der gøres, måske også fra andre lande. Jeg har det ikke så godt med, at min datter skal være første prøvekanin.
Nu har jeg selv lige fået vaccinen. Jeg tager den, fordi det bliver anbefalet, og mine børn følger også vaccinationsprogrammet – hun har lige fået hpv-vaccinen. Coronavaccinerne har man ikke set langtidseffekterne af endnu, så derfor er jeg ikke 100 procent tryg ved det.«

Jair Nicolini, øjenlæge, far til Helena på 14 år
Vil du lade dit barn vaccinere nu, hvor det er blevet muligt?
»Selvfølgelig. Det vil jeg gerne. Jeg synes, hun skal vaccineres – for hendes skyld, men også for samfundets skyld. Ikke fordi der er så mange bivirkninger, når man er i hendes alder, men hun kan være en vært og sprede det her til andre.
Jeg er selv inden for sundhedsvæsenet, så på den måde er jeg glad for, at hun nu bliver tilbudt vaccinen.«

Lene Ebbesen, lærer, mor til Johannes på 12 år
Vil du lade dit barn vaccinere nu, hvor det er blevet muligt?
»Jamen selvfølgelig vil jeg det, for vi vil gerne være med til at vise samfundssind og sørge for, at vi får flokimmunitet i Danmark. Selvfølgelig. Jeg har meget stor tillid til, at vores sundhedsvæsen har styr på, i hvilken rækkefølge vi skal vaccineres.
Når vi skal til at finde en dato for hans vaccination, så vil jeg selvfølgelig sætte mig ind i, hvad der kan være af bivirkninger, så vi kan være forberedte på det.«