Det giver mening at vaccinere de 12- til 15-årige mod coronavirus, mener Åse Bengård Andersen, der er ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet.
»Det er fornuftigt,« siger hun.
Indtil nu har de yngste i vaccinationsprogrammet været de 16-årige, og de helt unge er generelt ikke blevet særligt syge under coronapandemien.
Det er dog alligevel er god idé at inkludere dem i vaccinationsprogrammet, mener Åse Bengård Andersen.
»Der er skeptikere, der vil spørge, hvorfor man vaccinerer børn, der måske ikke selv bliver så syge. Men det er jo ikke første gang, vi vælger at vaccinere for vores egen skyld såvel som for samfundet,« siger Åse Bengård Andersen.
Hun henviser blandt andet til vaccinationen mod røde hunde, der indgår i det danske børnevaccinationsprogram.
Torsdag har Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, meddelt på et pressemøde, at børn mellem 12 og 15 år til efteråret får mulighed for at blive vaccineret mod coronavirus.
Beslutningen bunder i et ønske om at få øget graden af immunitet i befolkningen.
»Vi har brug for mere befolkningsimmunitet. Derfor vil vi tilbyde vaccinen til 12- til 15-årige. Det vil medvirke til, at vi bevarer epidemikontrollen hen over vinteren,« siger Søren Brostrøm på pressemødet.
Selv om flere og flere danskere bliver vaccineret mod coronavirus, er det fortsat uvist, hvor længe en coronavaccine kan give beskyttelse. Derfor giver det mening at udvide gruppen af vaccinerede, mener Åse Bengård Andersen.
»Jeg kunne forestille mig, at vi skal have opfrisket coronavaccinen med de modifikationer, der nu bliver nødvendige. Det skal vi måske i de kommende vintersæsoner.«
»Ligesom vi har vænnet os til med influenzavaccinen.«
/ritzau/