Børn bruger piller i stort omfang for at dulme stress og mistrivsel

Helt op til 15 procent af pigerne i 9. klasse tager ugentlig piller mod hovedpine, mavepine, nervøsitet eller søvnbesvær, fremgår det af undersøgelse. Fagfolk er bekymrede og kræver øget indsats for at reducere forbruget, som kædes sammen med stigende problemer med mistrivsel blandt børn og unge.

Børns Vilkår mener, at det store pilleforbrug blandt børn og unge indikerer, at deres forældre og andre voksne omkring dem skal være mere opmærksomme på, at det kan være udtryk for mistrivsel, og at det er vigtigt at finde ud af, hvad der ligger bag. Ólafur Steinar Gestsson

Børn og unge, som er i krise og føler sig pressede, tager i stort omfang smertestillende piller for at forebygge eller dulme deres problemer og blive i stand til at præstere i hverdagen.

Helt op til 15 procent af pigerne i 9. klasse oplyser, at de ugentlig tager piller mod hovedpine, mavepine, nervøsitet eller søvnbesvær, og forbruget af piller kan i vid udstrækning kædes sammen med stress og mistrivsel, som i nogle tilfælde kan føre til selvskadende adfærd.