Billeder af russisk fartøj nær gasledning fanger eksperters interesse. »Det er utrolig interessant,« siger forsker

Dagens nyhedsoverblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier, så du er godt klædt på fra morgenstunden.

Godmorgen, kære læser, og velkommen til dagens nyhedsoverblik på Berlingske.

Mens nogle måske så småt sænker tempoet, nu hvor weekenden står for døren, har andre pludselig fået ekstra travlt.

Her til morgen er toppen af fagbevægelsen nemlig hasteindkaldt til et orienteringsmøde efter anklager om upassende adfærd fra formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard.

Grunden til mødet er en historie, som Berlingske udgav sent torsdag aften. Den kan du læse her.

Nå, men nu videre til dagens historier her i morgenoverblikket.

Vi skal både forbi 126 billeder af et russisk fartøj, der opholdt sig nær Nord Stream-rørene fire dage før, rørene blev sprængt.

Så skal vi runde en kritik, som Danske Patienter rejser mod regionerne, der har vidt forskellig praksis, når det kommer til at anmelde snageri i folks journaler.

Vi starter dog et helt andet sted nemlig med seneste nyt om en omstridt borgmester fra København.

God læselyst.

Lizette Risgaard indkalder til hastemøde om egen upassende adfærd

Fredag morgen er toppen af fagbevægelsen hasteindkaldt til orienteringsmøde. Emnet er anklager om upassende adfærd fra formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard. Det sker efter længerevarende research fra Berlingske og Ekstra Bladet.

I årevis har fagbevægelsens øverste leder nemlig opført sig grænseoverskridende med upassende berøringer over for unge mænd, kan Berlingske og Ekstra Bladet afsløre. Samlet set kender Ekstra Bladet og Berlingske til ti episoder, hvor Lizette Risgaard ifølge mændene har udvist en upassende adfærd.

Lizette Risgaard giver en »uforbeholden undskyldning«:

»Jeg må erkende, at jeg har udvist en upassende adfærd. Jeg har handlet uprofessionelt som leder. Og jeg har slet ikke været bevidst om min egen position og den magt, som naturligt følger med.«

Læs hele historien om Lizette Risgaard her.

Erstatningskrav kan være på vej efter sag om omstridt borgmester

I onsdags udkom en særdeles opsigtsvækkende rapport om Cecilia Lonning-Skovgaards (V) tid i borgmesterkontoret i Københavns Kommune.

Rapporten er lavet af kommunens borgerrrådgiver og beskylder blandt andet den nu tidligere borgmester for at behandle gravide medarbejdere i strid med ligebehandlingsloven.

En sag, som københavnerne i sidste ende kan komme til at betale for, skriver Berlingske i dag. Det betyder, at en stribe erstatningskrav kan være på vej.

Du kan læse hele artiklen her.

Kun få regioner anmelder snageri i patientjournaler

Der er enorm stor forskel på, hvor mange uberettigede opslag i patienters journaler, der registreres og anmeldes til Datatilsynet.

Det viser en rundspørge, som Jyllands-Posten har lavet blandt Danmarks regioner.

Direktøren for Danske Patienter, Morten Freil, kalder det »uacceptabelt og stærkt utilfredsstillende«.

»Vi er nødt til at have et effektivt og ensartet kontrolsystem, som fanger, når der er uberettigede opslag. Det skal være stramt, gennemsigtigt og landsdækkende, for ellers risikerer vi at ødelægge den kontrakt, der er indgået med borgerne,« siger han til Jyllands-Posten.

Lige nu er ansatte i to regioner hjemsendt efter at de havde kigget i journalen, der tilhører den 13-årige pige fra Vestsjælland, der blev kidnappet og voldtaget i starten af april.

Udlandsredaktør: Joe Bidens kandidatur kan skade Vesten

Tirsdag meddelte USAs nuværende præsident, Joe Biden, at han endnu en gang vil gå efter Det Ovale Kontor i 2024.

Hvis det lykkes, vil det skade Vesten på flere måder, vurderer Weekendavisens udlandsredaktør, Anna Libak.

»Det er et kæmpe problem, og det har jeg noteret, at de fleste amerikanere også synes – herunder demokratiske vælgere. Det er et kæmpe svigt, at han ikke har sørget for at finde en demokrat, der kan stille op i stedet for ham selv.«

Det kan du læse mere om her eller lytte til podcasten »Østergårds Salon«, hvor Anna Libak er gæst.

Billeder viser russisk specialfartøj nær læk

Og så til historien, der gemmer sig bag overskriften på denne morgens overblik.

Et russisk specialfartøj kaldet SS-750 blev i september sidste år set nær det sted, hvor Nord Stream-gasledningerne ifølge myndigheder blev saboteret.

Det skete, få dage før rørene blev ramt af eksplosioner. Det bekræfter Forsvarskommandoen over for Dagbladet Information.

»Det er utrolig interessant. SS-750 er et specialfartøj, som er konstrueret præcis til undervandsoperationer,« siger den svenske forsker, ruslandskender og efterretningsekspert Joakim von Braun.

Jacob Kaarsbo, der er senioranalytiker i Tænketanken Europa og tidligere har arbejdet 15 år i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) siger, at oplysningen »kaster lys over det, der foregik i området dagene forinden«.

Kaarsbo kalder fundet interessant.

Du kan læse hele Informations artikel her.

Det sker i dag:

Nye tal: Danmarks Statistik kommer med tal på, hvordan det stod til med arbejdsløsheden i marts måned.

Demonstration: Extinction Rebellion arrangerer et klimaoprør, de kalder »Befri Jorden«. Her vil de blandt andet stå bag vejblokader, civil ulydighed og en have ved Christiansborg.

Dom: Østre Landsret afsiger dom i en sag om 28 russiske søfolk, der i 2021 arbejdede på to slæbebåde, der blev brugt ved anlægsarbejdet på Femern-forbindelsen. Danske myndigheder påstod, at de manglede arbejdstilladelse, men søfolkene blev frifundet i byretten.

Endnu en dom: Retten i Glostrup ventes at afsige dom i en straffesag mod influenceren Mia Sand, der er kendt som Miss Mia Fit. Forbrugerombudsmanden har forlangt en bødestraf på 120.000 kroner for overtrædelse af markedsføringsloven.

Og med det er det slut med dagens overblik.

Tak, fordi du læste med.