Lizette Risgaard indkalder til hastemøde om upassende adfærd

Fredag morgen er toppen af fagbevægelsen hasteindkaldt til orienteringsmøde. Emnet er anklager om upassende adfærd fra formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard. Det sker efter længerevarende research fra Berlingske og Ekstra Bladet.

Lizette Risgaard indkalder fagbevægelsens top til hastemøde. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)

Formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, har personligt indkaldt forretningsudvalget i Fagbevægelsens Hovedorganisation til et hastemøde fredag morgen.

Hasteindkaldelsen sker med direkte henvisning til, at Berlingske og Ekstra Bladet i flere måneder har researchet en historie om Lizette Risgaard.

Berlingske og Ekstra Bladet henvendte sig onsdag til Fagbevægelsens Hovedorganisation for at få en kommentar fra Lizette Risgaard til en kommende artikel. Det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar til historien.

Hastemødet er et »virtuelt orienteringsmøde kl. 7.00 i morgen tidlig«, fremgår det af indkaldelsen, som Berlingske og Ekstra Bladet har læst.

Mødet skal omhandle sager om upassende adfærd af Lizette Risgaard.

»Grunden herfor er, at jeg nu har fået oplyst, at Berlingske og Ekstra Bladet vil køre en historie om upassende adfærd,« skriver Lizette Risgaard i mødeindkaldelsen.

Forretningsudvalget består af repræsentanter fra en lang række fagforeninger.