Berlingskes reporter på stedet: Der bliver talt om en sort VW Golf

Berlingske er til stede i Flauenskjold i Nordjylland, hvor kriminalteknikere undersøger en adresse for spor i sagen om den savnede 22-årige kvinde, der frygtes dræbt.

Politi og kriminalteknikere er mødt talstærkt op i Flauenskjold, hvor man er ved at undersøge stedet for spor. To 36-årige mænd er anholdt og sigtes for drab i sagen om den 22-årige savnet kvinde, Mia Skadhauge Stevn. Cathrine Ertmann

15 til 20 politibetjente arbejder lige nu på en adresse i Flauenskjold i Nordjylland.

Det fortæller Berlingskes reporter på stedet Adam Geil.

»Kriminalteknikere arbejder her. De benytter kameraudstyr og masker inde i huset. Der er folk i blå kedeldragter, og der flyver droner oppe over huset og i nærområdet,« siger Adam Geil.

To mænd på 36 år blev klokken 11.20 anholdt og sigtes begge for drab i sagen om den forsvundne 22-årige Mia Skadhauge Stevn, der søndag steg ind i en bil efter en bytur i Aalborg.

Udover bopælen i Flauenskjold arbejder politiets teknikere på en adresse i Østervrå, og forventningen er, at politiet vil arbejde begge steder i lang tid.

Politiet oplyste tidligere på dagen, at der er fundet en bil på den ene adresse, der formentlig er identisk med den bil, som samlede den 22-årige kvinde op på Vesterbro i Aalborg søndag morgen. Det var bilens registreringsnummer, der bragte politiet på sporet af de to mænd.

»Jeg har talt med en lokal beboer, der fortæller, at manden, der bor på adressen, ejer en sort VW Golf,« siger Adam Geil.

Berlingskes journalist på stedet fortæller desuden, at området er afspærret, og at politiet netop har udvidet det afspærrede område, så journalister og den øvrige offentlighed ikke kan komme helt så tæt på huset som tidligere.

De to mænd fremstilles torsdag klokken 11 i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg, oplyser anklager Mette Bendix ifølge Ritzau.

Mens Berlingske var til stede i Flauenskjold i Nordjylland, udvidede politiet i det afspærrede område. Cathrine Ertmann