Jeg træder indenfor i et fitnesscenter på Østerbro og bliver mødt af Anders Spanggaard, der er personlig træner i fitnesscentret og fysisk træner hos VO2lab. Vi har en aftale om, at han skal lave en kropsmåling af mig denne morgen.
Kropsmålingen skal foregå på en af de populære maskiner, som personlige trænere og diætister benytter, og som i øjeblikket myldrer frem i flere fitnesscentre. De kaldes for bioimpedans-maskiner og måler blandt andet fedtprocent og muskelmasse. Berlingske har netop beskrevet, hvordan flere og flere får lavet disse kropsanalyser.