Antallet af fældende afgørelser i sager, hvor personer bryder deres tilhold, er steget kraftigt i de forgange fem år.
Med andre ord er stalkingsager i Danmark steget voldsomt.
Tirsdag i næste uge skal Folketinget førstebehandle et lovforslag, der blandt andet lægger op til at indføre en ny stalkingbestemmelse, som skal gøre det muligt at straffe stalkere, selvom der ikke på forhånd er meddelt et tilhold.
Inden mødet har De Konservatives retsordfører, Britt Bager, stillet et spørgsmål til justitsminister Nick Hækkeup (S).
Svaret endte med at blive opsigtsvækkende.
Fældende afgørelser mere end seksdoblet
Britt Bager spurgte, hvad den mest almindelige straf for en overtrædelse af et tilhold i en sag om stalking er. Hun bad dertil om antallet fældende afgørelser over de seneste fem år.
Rigsadvokaten har trukket data fra politiets sagsstyringssystem (POLSAS) over antallet af fældende afgørelser vedrørende overtrædelse af tilhold, opholdsforbud og bortvisning fordelt på afgørelsestype i perioden fra 1. januar 2016 til 18. september 2021.
Samlet set er antallet af afgørelser gået fra 977 i 2016 til 5.943 i 2021.
Dansk Stalking Center beskriver stalking som en »systematisk række af kontaktforsøg og adfærd, som er uønsket og vedvarende, og som opleves grænseoverskridende og intimiderende for den udsatte«.

»Det at blive stalket er en kæmpe psykisk belastning, og det har kæmpe konsekvenser for ofre og deres familier. Der er det vigtigt, at vi får taget rigtigt fat og får lavet en lovgivning, der virker for ofre,« siger Britt Bager.
Udvikling kan have flere årsager
Ifølge Justitsministeriet anslås det, at mellem 67.000 og 98.000 danskere, i alderen 18-74 år, udsættes for stalking hvert år, og det kan foregå på mange forskellige måder.
»For eksempel som chikane over nettet, vedvarende sms-beskeder, trusler eller direkte fysisk overvågning og forfølgelse,« skriver Justitsministeriet i et udspil for bedre hjælp til stalkingofre fra august i år.
Udviklingen i de fældende afgørelse kan skyldes flere ting, mener Britt Bager. På den ene side er politiet blevet bedre til at opsnappe problemet – også selvom det foregår på nettet. På den anden side, er stalking ikke længere et ukendt begreb i Danmark.
»Det er en skræmmende udvikling, og det ser fuldstændig vanvittigt ud. Det er skræmmende og uacceptabelt, men når man læser ned i tallene, skal det også lige siges, at det også hænger sammen med, at flere almindelige mennesker er blevet opmærksomme på begrebet,« siger hun:
»Man må bare ikke tage hele alvoren ud af det på grund af det. Det er stadig alvorligt, at det er steget så meget.«
Lovforslag har modtaget kritik
Et stort flertal i Folketinget står bag lovforslaget, der skal straffe gerningspersoner, der begår stalking.
I et høringssvar afgivet af Landsforeningen for Forsvarsadvokater, bliver der dog set med stor skepsis på forslaget, skrev Berlingske 21. september i år.
»Det er en uklar bestemmelse, og uklar lovgivning er et problem. Det er ikke præcist defineret, hvornår en henvendelse bliver kriminel. En henvendelse kan være lovlig i første, andet, tredje, fjerde tilfælde, men så lige pludselig kan den blive kriminel. Det er svært at navigere i,« sagde foreningens formand, Kristian Mølgaard.
Ifølge Britt Bager har der dog indtil nu været tale om »gummilovgivning« på området. Ved en konference om stalking i Nyborg i begyndelsen af september var organisationer, ngo'er og stalkingofre til stede, fortæller Britt Bager.
»Der var en, som fortalte mig, at en person havde overtrådt sit tilhold over 400 gange uden, at det førte til tiltale. Jeg må indrømme, at jeg troede, at det var tre gange eller sådan noget. Jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at man kunne overtræde forbuddet, uden at det får konsekvenser,« siger hun:
»Vi skal have sat en helt klar ramme om at sende et politisk signal til politiet om, hvornår det skal have en sanktion.«