Analyse: Derfor kan Danmark ikke levere de Leopard-kampvogne, som ukrainerne så brændende ønsker sig

»Hvordan kan I sidde i Danmark og bare se ukrainere dø?« spørger ukrainsk politiker, som ligesom sin regering har topmoderne vestlige kampvogne allerøverst på ønskelisten. Men Danmark vil næppe levere. Berlingske forklarer hvorfor.

Forsvarets Leopard 2 A7-kampvogn fotograferet i Oksbøl. Opgraderingen til den nyeste version har været en af de største forsvarsmaterielle poster i det nugældende forlig. Rasmus Christopher Franck/Forsvaret

Med to store offensiver i gang for at generobre, hvad russerne tog, og potentielt hundredtusindvis af nye russiske soldater på vej til fronten, er der ikke noget den ukrainske hær ønsker sig mere end moderne vestlige kampvogne.

Forsvarsanalytikerne er da heller ikke i tvivl. Amerikanske M-1 Abrams- og tyskbyggede Leopard-kampvogne ville give den ukrainske hær en afgørende evne til at banke hul i de russiske forsvarslinjer og rykke hurtigere frem over den kommende vinters stivfrosne jord.